Vi taler om AI hele tiden. Transformation, autonomi og agenter der handler på vores vegne. Og vi rådgiver kunder om at give teknologien mere og mere ansvar i deres kunderejser.
Men hjemme hos os marketingansvarlige ser billedet helt anderledes ud. Jeg kan sagtens pitche en AI-drevet kunderejse fra en scene, men jeg vil stadig ikke lade en algoritme booke min sommerferie. Forventningens glæde og selve købsrejsen får den simpelthen ikke lov at tage fra mig.
Og jeg er ikke alene. Til Dentsus Best of Cannes-event i Aarhus og København (henholdsvis afholdt d. 26. og 27. august, red.) spurgte vi 613 danske marketingprofessionelle, hvad de privat vil bruge AI til.
En valid undersøgelse af vores egen målgruppe. Og den afslørede et lille AI-paradoks, som jeg synes er værd at holde øje med.
Se besvarelserne i figuren nedenfor – indlægget fortsætter efter billedet.
Vil ikke give bankoplysninger til AI
Kun omkring halvdelen vil bruge AI til de praktiske hverdagsopgaver. 53 procent til dagligvareindkøb. 42 procent til mails og beskeder. Ja tak til praktisk assistance. Men som betroet, autonom købsassistent? Nej tak.
For når det handler om vores egne penge, falder tallene brat. Kun 8 procent vil lade AI booke ferien med deres eget kreditkort. Kun 6 procent vil give den adgang til deres bankoplysninger.
BCG’s seneste globale CMO-analyse viser endda, at det kun er omkring 8 procent af virksomhederne, der kører kampagner, hvor flere AI-agenter arbejder autonomt. Samme tal som vores 8 procent, der vil give AI kortet til sommerferie-planlægningen.
Det ene er en professionel beslutning, det andet en privat. Men tilbageholdenheden er den samme. Og jeg tror ikke, der er den store forskel på den kontrol, vi holder fast i professionelt, som vi gør derhjemme.
Det er også markant lavere end den autonomi, vi til daglig anbefaler virksomheder at give AI i deres kunderejser. Fagligt tror vi på potentialet. Følelsesmæssigt holder vi fast i kontrollen i det øjeblik, det bliver vores egne penge.
Det siger noget slående om, hvordan teknologisk tillid stadig fungerer – uanset hvor meget faglig indsigt, man har.
Ferien, vi ikke vil give slip på
Jeg tror ikke, det kun handler om penge og kontrol, når vi ikke vil lade vores AI-agent booke vores ferie. Vi nyder at planlægge. At sidde med kortet, drømme os væk, vælge det forkerte hotel og finde det rigtige i stedet. Måske kæmper vi ubevidst imod at lægge netop de opgaver fra os, som vi faktisk godt kan lide at sidde med.
Og hvis det gælder ferien, gælder det så også dele af vores arbejde, som ingen rigtig tør sige højt?
For hvis vi selv trækker så hård en grænse ved autonomi – og ved nydelsen i selv at gøre ting manuelt – bør vi være mere ydmyge over for, hvad vi forventer af de medarbejdere og forbrugere, vi designer løsninger for.
Vi kan ikke bede andre om en tillid, vi ikke selv vil give.
Tillid bygges lag for lag
Ingen af os kommer til at give en AI-agent det fulde ansvar fra dag et. Vi kommer til at lade den foreslå, før vi lader den udføre nogen som helst opgave for os. Vi kigger med, før vi kigger (helt) væk. Sådan tror jeg at tilliden til teknologien bygges prompt for prompt.
En sidebemærkning jeg også mener er værd at tage med: 22 procent svarede ikke i nogen af runderne. Det tænker jeg, at vi skal tolke med et forbehold. Det er ikke nødvendigvis et udtryk for aktiv AI-modstand. Jeg tror, det snarere er et stille segment, der endnu ikke har taget stilling. Det siger jo egentlig også noget om, hvor langt branchen egentlig er.
For tillid til teknologi er en følelsesmæssig proces. Og vi, der former andres forhold til AI, må først forstå vores eget. Så måske handler det første skridt ikke om, hvad AI kan. Men om, hvad vi selv tør lade den gøre.
