Danske virksomheder og content creators har i årevis oplevet udfordringer med at få reklamer eller opslag afvist på sociale medier. Ofte uden en fornuftig forklaring.
I de værste tilfælde har annoncører og influencere fået deres sider lukket på Facebook eller Instagram uden forudgående advarsel. Samtidig har mange kendte danskere oplevet at få deres ansigt misbrugt i scam-reklamer uden effektiv indgriben fra platformene.
Men nu kan vi være vidne til en markant forbedring.
Mark Zuckerberg har tidligere i januar meldt klart ud: Metas content policy har ikke fungeret efter hensigten, og ytringsfriheden skal igen have højeste prioritet. Meta vil ikke længere agere politisk smagsdommer, når det kommer til moderation af indhold på deres platforme.
Og det kan være en klar forbedring for danske annoncører.
Meta tager en politisk drejning
Facebook har ifølge min vurdering taget et markant skridt mod højre i det politiske landskab. Sheryl Sandberg, en kendt demokrat og Hillary Clinton-støtte, er væk.
I stedet er personer som Dana White, CEO for UFC, der arrangerer MMA-kampe, og erklæret Trump-støtte, kommet tættere på platformens strategi. Det er en udvikling, som annoncører og influencere vil komme til at mærke.
Samtidig har Meta droppet deres tredjeparts faktatjeknings-program og satser i stedet på et brugerdrevet Community Notes-system, som minder om Elon Musks model på X.
Trust & Safety-afdelingen flytter fra Californien til Texas, og mens der ikke er meldinger om massefyringer af moderatorer, vil ressourcerne blive anvendt anderledes.
I Joe Rogans podcast understregede Zuckerberg, at Meta ikke længere vil bestemme, hvilke politiske holdninger der er acceptable. Tidligere blev AI brugt til at scanne indhold for hate speech og andre overtrædelser, hvorefter en moderator traf en hurtig beslutning.
Med 400 millioner daglige opslag og 10 milliarder kommentarer på over 200 sprog var denne opgave dog nærmest umulig.
Betydning for danske annoncører
Mange danske virksomheder har oplevet at få lukket deres Facebook-konti uden en rimelig forklaring. Med Metas nye strategi om at prioritere lovovertrædelser frem for politisk censur, er der håb om en mere retfærdig moderation.
De store sociale medier har tidligere lukket kendte personers konti, herunder Donald Trump, Andrew Tate, Kanye West, Jordan Peterson og Russell Brand, uden at det byggede på en dom.
Mange reklamekampagner er blevet afvist, selvom virksomhederne bag ikke har brudt nogen love.
Med den nye tilgang forventes det, at retningslinjerne i højere grad vil tage udgangspunkt i nationale love frem for subjektive vurderinger.
Det vil give danske virksomheder bedre forudsigelighed og lettere navigation på sociale medier. Min forventning er, at vi vil se mærkbare ændringer inden for det næste halve til hele år.
Forandringerne tager tid
Selvom faktatjek-teamet er fortid, vil det tage tid at implementere de nye retningslinjer fuldt ud. Jeg forventer, at vi løbende i 2025 vil opleve justeringer i, hvad der bliver tilladt, og at reglerne for annoncering og indhold bliver tydeligere.
Der er selvfølgelig også udfordringer ved disse ændringer.
Tonen på de sociale medier kan blive hårdere, da færre vil frygte at få spærret deres konto, hvilket i princippet er til ulempe for annoncørerne. Men min vurdering er, at effekten ikke vil være ret stor.
Det er også muligt, at platformene på sigt vil flytte ressourcer fra content og advertising moderation over til f.eks. AI-udvikling, så fordelene ved de nye tiltag ikke bliver så tydelige — på den korte bane.
Men det er endnu for tidligt at sige, hvor stor en betydning dette vil få.
Daniel Käfer er tidligere landechef for Facebook og har gennem det sidste årti arbejdet tæt sammen med tech-giganter som Google, Snapchat og TikTok. I dag selvstændig, fremtidsforsker, teknologirådgiver og ledelseskonsulent.