Kl. 12.48 i dag udskrev statsminister Mette Frederiksen folketingsvalg.
Dermed bliver der igen kamp om danskernes gunst de næste tre uger, før vi skal til stemmeurnerne den 24. marts.
Det bliver et valg med store politiske slag. Om Danmarks fremtid, om velfærden, om boligskatter, store formuer, stigende priser på mad, om udlændingepolitik og Danmarks rolle i verden.
Men det bliver også et valg, der skriger på skarp marketing- og kommunikationsfaglighed hos de partier og kandidater, der virkelig vil lykkes med deres politiske kampagner.
Marketingfaglighed i forhold til at forstå, analysere og definere, hvad de reelle problemer hos danskerne faktisk er. Til at definere, hvad der realpolitisk faktisk kan gøres for at hjælpe vælgerne. Ligesom alle dygtige virksomheder og marketingafdelinger gør i dag.
Men det bliver især vigtigt i forhold til at skære igennem støjen.
Med Metas forbud mod politiske annoncer og nye regler fra EU herom bliver det sværere end nogensinde at skære igennem støjen i digital marketing for politikerne. Sværere at lave mikromålretninger på Facebook, at slå algoritmen på Instagram og at få mere nuancerede budskaber ud i en digital verden, hvor de polariserede stemmer fylder mere end nogensinde.
Det kræver kreativitet. At politikerne kan finde ud af at få algoritmerne til at elske deres organiske indhold. At de kan skabe relevans og identifikation.
At de kan bruge humor, overraske og tænke strategisk. Og at de kan udnytte de platforme, hvor de kan lykkes. Om det er på Instagram, TikTok, på busstoppesteder, ved at ringe dørklokker eller endda på pizzabakker. Eller med godt og klassisk pr-arbejde, så deres talepunkter faktisk kan få spalteplads i de store medier.
Det er et folketingsvalg, hvor spillepladen kommunikativt og kampagnemæssigt har forandret sig i forhold til de senere år. Og hvor det måske i større grad end tidligere bliver klassiske kommunikative og kreative dyder, der gør en forskel.
Hvor det måske endda kan være det politiske indhold, der kan rykke stemmer. Frem for budgettet til den digitale markedsføring.
God valgkamp. Vi følger tæt med.