Postkort fra Cannes: Hvad tænker branchen egentlig om Cannes Lions?

Det er mandag. Der er poolparty i Grey villaen. Jeg falder i snak med en fra Kreativ Kommunikation. (Hvorfor er det egentlig så svært at huske folks navne?)

Det var hendes første gang i Cannes, så jeg var nysgerrig på, hvilket indtryk hun havde af Cannes. Hun beskrev det som vulgært, overvældende, men samtidig dragende.

Og selvom min umiddelbare fornemmelse er, at det er sådan, de fleste har det med Cannes, satte hendes ord alligevel nogle tanker i gang.

Hun fortalte nemlig også, at ingen fra hendes årgang har købt pas til palæet i år. Og at det er sidste gang, Kreativ Kommunikation er i Cannes. Næste år går turen til SXSW i London.

Senere, efter vores vellykkede poolparty, tog vi ned til Croisetten for at se fodbold på Little Black Book’s strand. Her mødte vi to andre danskere fra branchen. To! Hvor er resten af branchen, tænkte jeg.

Og ja, det er måske ikke alle danskere i Cannes, der brænder for at se Frankrig mod Irak. Men stadigvæk.

Det gjorde mig nysgerrig på at finde ud af, hvad folk egentlig synes om Cannes. Det er ikke noget nyt, at folk har delte meninger omkring Cannes. Men jeg har på fornemmelsen, at noget har ændret sig.

Derfor hev jeg fat i min gamle chef Louis Pilmark (creative director på Pong, red.), min nye chef Alexander Mackenzie (creative director, Uncle Grey, red.) og min gamle underviser Jesper Hansen (faglig koordinator og lektor på Kreativ Kommunikation, DMJX, red.), som efter rigtig mange år har valgt at blive hjemme.

Jesper Hansen svarede:

“Jeg synes festivalen er blevet en pengemaskine, hvor grænsen for hvor grænsen går, er blevet testet de seneste år. For mig gik den sidste år med hotellerne, der skiftede navne til Snapchat og Facebook.”

”De er blevet grådige med priserne på både pas og indsendelser. Vores studerende fravalgte pas i år pga. økonomi. Vi snakker med næste årgang om at prøve SXSW London i 2027. Her koster et Student Pass 1/10 af i Cannes. Men det er svært at kæmpe mod strand og rosé.”

Jeg spørger Jesper: “Var det bedre i gamle dage? Og er der noget, du stadig synes er godt ved Cannes? Noget man ikke får på SXSW udover sol og strand?”

“Da jeg var der første gang, var der kun film og print. Der kunne man fokusere. Jeg har altid elsket (og elsker stadig) kælderen under palæet, hvor man kan bade i det ypperste reklame og ikke undgå at gå derfra inspireret.”

Jeg ved, at Jesper er af den gamle skole. Han har set det hele. Så jeg spurgte også en, der stadig drager mod croisetten, Gutter Bar og palæet.

Louis Pilmark svarede:

“Cannes Lions er jo virkelig mange ting, og i denne omgang har jeg fokus på talks, workshops og inspiration inde i palæet – og jeg må indrømme, at jeg synes, niveauet er højt. Jeg har både været til Cannes Lions og SXSW en lille håndfuld gange, så måske har jeg bare lært at læse programmet og vælge godt, for der er (selvfølgelig) også meget bras.”

”Som udgangspunkt skal man gå udenom panel debates, hvor der står 4 stole på scenen – det bliver hurtigt lidt for meget random sniksnak. Til gengæld er der rigtig meget viden og inspiration at hente, hvis man rammer de rigtige talks.”

Og ligesom Jesper Hansen drages han også af kælderen:

”Og så er der jo kælderen, hvor alt det shortlistede arbejde hænger. Det paradoksale er, at man jo kan finde det hele på nettet, men når det er printet på flotte boards og hængt op, får man gjort det. Man flyver til 34 grader i Sydfrankrig, men vælger frivilligt at gå rundt i en iskold, mørk kælder – for her hænger klodens absolut bedste arbejde, så det føles det som at være på verdens sjoveste museum.”

Men man kan ikke altid stole blindt på sin gamle chef. Så jeg hev også fat i min nye chef, Alexander Mackenzie:

“Cannes er på mange måder alt for meget. Det er blevet både meget dyrere og mere kommercielt. Og jeg spulebrækker mig, hvis jeg hører bare én talk mere om, at reklamebranchen skal redde verden.”

”Men jeg synes ikke, man skal undervurdere, hvor motiverende og inspirerende, det er (Cannes Lions, red.). Konkurrenceelementet er unikt ift. andre festivaler som SXSW, og jeg synes, det er med til at skubbe arbejdet og ambitionerne. Og at være fuld fem dage i Sydfrankrig er heller ikke helt dårligt.”

Selv synes jeg stadig Cannes kan meget. Men jeg har det også med Cannes som med Roskilde Festival. Det er det fedeste. Og så har man fået nok. Og siger til sig selv, at det skal man aldrig igen. Men selvfølgelig skal man det. Hvis altså ens chef giver en lov.

For en kreativ som mig er Cannes stadig det, man stiler efter. Og som både Jesper og Louis er inde på, så er det stadig magisk at være nede i kælderen. Og det er ikke kun på grund af aircondition.

Folk samles på grund af det bedste arbejde i hele verden. Og som jeg talte med Sebastian Benn (senior creative, Uncle Grey, red.) om på vej ind for at købe solcreme, så er det lysten til at udkomme med skæve, skøre og anderledes kampagner, der trækker én ind i branchen.

Ikke topbannerne og push-beskederne. Og det er netop de skæve, skøre og anderledes kampagner, de hylder i Cannes.

Vi ses til næste år!