Mathias Korup, M List-Talent i 2022, og tidligere programmatic client strategy director hos GroupM Nexus er hentet ind som ny senior digital kundeansvarlig hos mediebureauet Hilmar & Høgsberg.

Det oplyser det aarhusianske mediebureau i en mail til Markedsføring, hvor ledelsen om Mathias Korup Riis skriver:

”Han er knivskarp til at lave årsstrategier og kampagneplaner, der favner alle de forskellige digitale discipliner, og har indtil nu gjort det for nogle af Danmarks største annoncører, lige fra XL-BYG til Waoo, Kvik og Skousen.” 

Hos Hilmar & Høgsberg bliver Mathias Korup – sammen med digital strateg Daniel Frydendal Fyrstenberg – primus motor på alle bureauets digitale kunder sammen med det øvrige digitale team, oplyser bureauet. 

Nyt tilbud til markedet

Hilmar & Høgsberg kunne i maj 2023 fejre otte års fødselsdag, og i dag er det samlede antal ansatte på bureauet oppe på 13 fuldtidsansatte og 2 deltidsmedarbejdere.

Og med de senere års ”polykrise med krige, høj inflation og høje renter og deraf en uforudsigelig forbrugeradfærd”, som bureauet skriver, har man valgt at gå i markedet med et nyt ’ben’.

Målet er, at bureauet både vil tilbyde helt klassisk at varetage mediestrategi og indkøb, men også at træde ind og bistå med strategi og retning på enkelte mediegrupper, uanset om brandet selv ønsker at varetage indkøbet. 

”Det er ikke tid til at tøve, så vi har haft stort fokus på bureauets udvikling og bæredygtighed, da vi ved, at det er nu, vi kan skille ud i branchen. Det har givet anledning til at udvikle den strategiske rådgivningsdel i forretningen, hvor vi for eksempel har leveret mediestrategisk retning og anbefalinger til flere forskellige brancher og ansat flere og nye profiler og kompetencer i huset,” lyder det i meddelelsen fra Morten Hilmar, partner og new bizz-ansvarlig.