Den efterhånden godt 20 år gamle danske adtech-virksomhed Adform fortsætter med at buldre afsted på toppen. 

Selskabet, der i dag opererer globalt som teknologipartner til eksekvering af digitale reklamekampagner, nåede i 2022 en omsætning på 92 millioner euro, svarende til omkring 686 millioner kroner. Det er den højeste omsætning i Adforms historie.

Til gengæld dalede resultatet før skat fra 9,5 millioner euro til 7,7 millioner euro, svarende til et fald fra 70,8 millioner danske kroner til 57, 4 millioner danske kroner (beregnet på kurs 7,45, red.)

Faldet skyldes dels øgede investeringer i flere ansatte – fra 566 til 604 gennem 2022 – og dels en række større investeringer i blandt andet Indien og USA.

Ifølge en meddelelse fra selskabet er planen “at accelerere investeringerne i selskabet i 2023 med yderligere 100 ansatte inden for både salg og softwareudvikling”.

”Vi har en stærk balance og er profitable i modsætning til mange af vores konkurrenter. Det giver os et stærkt fundament og mulighed for at styrke vores nuværende markedsposition. Derfor forventer vi også at kunne bygge videre på den positive udvikling i 2023,” skriver Troels Philip Jensen, der er adm. direktør i Adform, i meddelelsen.

Har 75 procent af indtjeningen uden for Norden

Den treårige investeringsplan, Adform har lagt, forløber dermed, ifølge selskabet, som planlagt og indebærer en række strategiske initiativer.   

Adform åbnede i 2022 ny udviklingsafdeling i Mumbai, og planen er at øge den samlede kapacitet til software og produktudvikling yderligere i 2023. 

Derudover investerer selskabet i stadig større grad i det amerikanske marked, der udgør “et voksende og vigtigt strategisk marked” for den danske adtech-virksomhed. 

Adform henter i dag mere end 75 procent af indtjeningen uden for Norden.

I 2021 lancerede Adform blandt andet løsningen ID Fusion, et værktøj til at arbejde med førsteparts-data i annoncering digitalt. Løsningen har indbragt selskabet flere priser.

”2022 var et meget specielt år. Adform blev honoreret med hele seks eftertragtede globale priser for bedste DSP af AdWeeks Best of Tech Awards samt for bedste identitetsløsning af blandt andet The Drum, Campaign og AdExchanger,” siger Troels Philip Jensen i meddelelsen og tilføjer:

”Priserne er et bevis på, at vi har formået at løfte niveauet af vores produkter og løsninger. Det kan alle medarbejdere i Adform være stolte af.”

Adform opererer i dag med 27 kontorer i 24 lande og beskæftiger mere end 650 medarbejdere.