Snart udkommer den AI-baserede billedtjeneste Midjourney med et fysisk magasin.
”Vi tænkte at det kunne være sjovt, og vores community var enig, så nu gør vi det,” siger stifteren af Midjourney, David Holz, til mediet Gizmodo.
Ifølge mediet vil magasinet – der slet og ret kommer til at hedde ”Midjourney” – bestå af et udvalg af de 10.000 bedst ratede værker, som brugerne har kreeret ved hjælp af tjenesten.
Et abonnement på Midjourney magasinet vil ifølge Gizmodo koste 4 dollars om måneden, men det første magasin kan folk erhverve sig gratis, så længe det er på lager.
Midjourney er tidligere til mediet Markedsføring blevet fremhævet som et af de vigtigste AI-værktøjer, branchen skal lære at bruge i det kreative arbejde.