Ikea Danmark skal have ny marketingchef.
Anne Krogh stopper nemlig i sin rolle som marketingchef for Ikea Danmark. Det skriver hun i et opslag på LinkedIn.
Men det er langt fra farvel til Ikea for Anne Krogh. Hun rykker nemlig op i graderne og bliver Brand Leader, som det fint hedder, for Ikea Internationalt med fokus på retail-koncepter.
Under Anne Kroghs ledelse har Ikea markeret sig med flere stærke kampagne, der har vundet priser – blandt andet en stribe anti-black friday-kampagner, som har fået store roser.
Anne Krogh ser tilbage på sine syv år hos Ikea Danmark med stolthed.
“De sidste syv år har været skøre på mange måder, og jeg har strukket mig, lært og vokset. Jeg har også haft det sjovt og haft magiske oplevelser, som jeg altid vil beholde i mit hjerte,” skriver Anne Krogh.
Hun starter i den internationale rolle den 1. januar, skriver hun.