Bilka har ansat Anne-Sofie Sjørup som ny senior brand manager i virksomhedens marketingafdeling.
Det skriver Bilka i en pressemeddelelse.
Anne-Sofie Sjørups seneste stilling var som leder for Brand & Commercial Content Marketing i Søstrene Grene, hvor hun arbejdede i 10 år.
Kundeoplevelse og sammenhæng er ifølge meddelelsen vigtige fokuspunkter for Anne-Sofie Sjørup, når hun sætter sig i sin nye stol som senior brand manager.
Her afløser hun Rikke Hammer Jakobsen, som er blevet forfremmet til marketingchef i Bilka.
“Jeg har arbejdet meget med at have kunderne i fokus og skabe gode oplevelser for dem og sætte følelserne på spil. Jeg glæder mig til at arbejde videre med Bilkas branding og marketing og fortsat sikre den røde tråd samt sætte Bilka endnu mere på landkortet i Danmark – også hos de næste generationer,” siger Anne-Sofie Sjørup i meddelelsen.
Anne-Sofie Sjørup har Professionsbachelor i Branding and Marketing Management fra Teko – Design and Business.