For hver solgte “Birdie” i februar – en lille, gul fugl, der måler luftkvaliteten i et lokale – donerer selskabet bag en “Birdie” til et dansk klasseværelse.
Det er humlen i et nyt kampagne-samarbejde mellem Birdie og Børnelungefonden, der skal sætte fokus på dårligt indeklima for skolebørn. Det skriver Birdie i en pressemeddelelse.
Kampagnen kommer som en reaktion på, at 90 procent af danske folkeskoler har dårlig luftkvalitet ifølge en undersøgelse fra DTU og Realdania.
“Vores produkt er sat i verden for at skabe bedre indeklima. Derfor kan det være svært at acceptere, at ni ud af 10 skolebørn lige nu sidder i klasseværelser med dårlig luftkvalitet. Desværre er det de færreste elever, der har 1.449 kr. på lommen til en Birdie, og regeringen ser ikke ud til at gå op i skolernes indeklima,” lyder det i pressemeddelelsen fra stifteren af Birdie, Hans Augustenborg.
“Derfor har vi valgt at tage sagen i egen hånd og vil i hele februar se, hvor mange fugle vi kan indsamle til de danske skoler. Kampagnen er simpel: Når du køber en Birdie, donerer vi en Birdie. Det gør vi i samarbejde med Børnelungefonden, som arbejder for bedre indeklima til børn med lungesygdomme.’’
Målet for Birdie er at kunne donere 500 fugle til en værdi af over 700.000 kroner i februar, lyder det fra Hans Augustenborg.
I Børnelungefonden håber man, at kampagnen kan øge opmærksomheden om indeklimaet på landets skoler.
”Birdie kan forhåbentlig hjælpe til, at man både får nogen gode snakke i klasserne om betydningen af luftkvalitet og samtidig får luftet ud”, siger direktør i Børnelungefonden Ann Leistiko.
Kampagnen er lavet i samarbejde med influenceren Rasmus ‘Lakserytteren’ Kolbe. Du kan se filmen, der følger med kampagnen, herunder: