Blazar Capital med Løvens Hule-investor Christian Arnstedt i spidsen lancerer i dag et nyt bureau sammen med tre brancheprofiler.
Det nye bureau lyder navnet Mercive og vil ifølge en pressemeddelelse specialisere sig inden for nethandel med fokus på e-commerce platformen Shopify.
Blazar Capital har de senere år bygget en portefølje af Direct To Consumer-brands, hvor de blandt andet har supporteret disse med udvikling af hjemmesider, og med etableringen af Mercive vil man nu også kunne varetage eksterne brands, lyder det.
Til at drive bureauet har Blazar Capital hentet Simon Hynkemeier Olesen, Alexander Weidinger og Christian Lind Dunbar, som kommer med international erfaring fra bureaugrupperne Dentsu og WPP, hvor de har arbejdet med henholdsvis e-commerce, digital transformation og full-stack udvikling.
”Vi har længe ønsket at udvide vores e-commerce setup og jeg blev helt forelsket i de tre drenges energi og det drive de har. Derfor er jeg enormt begejstret for etableringen af Mercive og det fremtidige samarbejde med Alexander, Christian & Simon,” siger Christian Arnsted i meddelelsen.