Fra årsskiftet skal influencere i den amerikanske stat Illinois, dele indtægterne med deres børn, hvis børnene optræder i influencer-forældrenes reklameposts.

Men det er ikke nok, mener organisationen Børns Vilkår, som vil have et decideret forbud.

”Vi mener, det skal være forbudt for forældre at bruge børn i reklamer til at skabe profit og til at styrke sit brand online,” siger Kathrine Elmose Jørgensen, der er digital medieekspert hos Børns Vilkår, til mediet.

Dels mener organisationen, at det er problematisk, at børnene, der benyttes i influencer-forældrenes opslag ikke selv har kontrol over den fortælling, der skabes om dem.

Kathrine Elmose Jørgensen peger også på mere alvorlige, mulige konsekvenser som identitetsmisbrug, børnepornografi og deling af billeder på mobbeprofiler.

”Forældrene kan jo ikke vide, hvilke intentioner andre mennesker sidder med derude.”

I et skriftligt svar til TV 2 udtaler erhvervsminister Morten Bødskov (S), at regeringen allerede undersøger, om reglerne for influencere i Danmark skal strammes.