”For os er det her ikke bare en kampagne; det er en mission, vi er på.”

Sådan lyder det fra boghandlerkæden Bog & Idés marketingchef, Matthias Hermes, i en mail til Markedsføring i anledning af, at kæden netop er gået i luften med en række nye initiativer, der skal sætte højtlæsning på dagsordenen.

Nørgård Mikkelsen er det kreative bureau bag kampagnen, og ud over en række kampagnefilm, hvor børn fortæller, hvad det er, der er hyggeligt ved højtlæsningen, rummer kædens indsats også blandt andet SoMe-aktiviteter, indsatser i butikkerne og et nyt websiteunivers.

Og ifølge Bog & Idés adm. direktør, Marianne Lyngby Pedersen, er det målet, at kampagnen ”Danmark læser højt” skal ”inspirere flere familier til at gøre højtlæsning til en naturlig og hyggelig vane i hverdagen”.

”Vi ved, hvor stor en forskel bøger kan gøre – ikke kun for læsefærdighederne, men også for børns fantasi og følelsesliv. Højtlæsning er ikke noget, man bare vokser fra. Tværtimod giver det børn en vigtig pause fra skærmene og skaber nærvær, som mange længes efter,” siger hun i mailen.

Vil hjælpe forældre

Om baggrunden for initiativet skriver Nørgård Mikkelsen i mailen, at ”internationale undersøgelser peger på, at børns glæde ved højtlæsning er tårnhøj og konstant: Omkring 86 procent elsker at få læst højt – uanset om de er 5 eller 11 år og selv kan læse”.

Og ifølge Bog & Idés marketingchef lægger man med indsatsen vægt på ikke blot at skabe opmærksomhed om problemet, men også at hjælpe forældrene.

" Vi ved, at det er meget nemmere at fastholde den gode vane, når børnene er med til at vælge, hvad der skal læses.
Matthias Hermes, marketingchef, Bog & Idé

”Vi ved, at det er meget nemmere at fastholde den gode vane, når børnene er med til at vælge, hvad der skal læses, og når både børn og voksne synes, bogen er underholdende – og her kan vores viden være en stor hjælp,” fastslår Matthias Hermes og tilføjer:

”Vi starter med denne kampagne i år, men der er allerede planlagt nye initiativer. Vi ser det som en vedvarende indsats.”

Har spurgt hovedpersonerne

Kreativt har Nørgård Mikkelsen i forbindelse med kampagnedelen valgt at spørge dem, det hele handler om: Børnene.

”Vi har bedt en gruppe børn fortælle, hvad det betyder for dem at få læst godnathistorie, og det er der kommet en række fine, emotionelle fortællinger ud af,” udtaler Maria Ambus, kreativ direktør hos Nørgård Mikkelsen.

Som ekstra støtte til initiativet har Bog & idé og Nørgård Mikkelsen udviklet et nyt format, hvor børn – sammen med deres forældre – kan anmelde de bøger, de har læst og dermed inspirere andre.

Og endelig lancerer Bog & Idé ”Årets Børnebog” med kåringer i tre kategorier: Højtlæsningsbog, læs-sammen-bog og læs-selv-bog.

”Vi ønsker at fremhæve de bøger og forfattere, der formår at tænde noget i børn og give dem lyst til at læse mere. Kåringen er en måde at hylde børnebøgernes rolle i barndommen og det fællesskab, de kan skabe,” udtaler Marianne Lyngby Pedersen i mailen.

Indsatsen fra Bog & idé går i luften i uge 39 og løber hen over efterårsferien – med film, SoMe-aktiviteter, indsatser i butikkerne og et nyt webunivers.

Se en af kampagnefilmene her.