”Det var min fars tur til at vælge sang.”
Det siger en chokeret og forslået dreng ved navn Emil i ny, hjerteskærende kampagnefilm af samme navn af Rådet for Sikker Trafik.
Emil sidder i en ambulance indsmurt i blod og med et stort kødsår på armen. Han spørger efter sin mor og far. Og hvad der er sket med hans lillebror.
Den følelsesmæssigt voldsomme film er nyeste skud på Rådet for Sikker Trafiks mangeårige kampagne ’Kør bil, når du kører bil’, der har fokus på uopmærksomhed i trafikken, fortæller Karina Petersen, der er vicedirektør i rådet.
”Vi ville gerne lave noget, der kom tæt på og havde en vis alvor. Simpelthen fordi uopmærksomheden i dag er den primære årsag til trafikulykker,” siger Karina Petersen til Markedsføring om filmen, der har som mål at rykke holdninger og adfærd.
”Forældrenes ansvar”
De seneste tal fra Vejdirektoratet fra 2023 viser, at otte ud af ti dødsulykker relateret til uopmærksomhed.
Og fordi Emil-filmen ifølge et LinkedIn opslag af Karina Petersen er ”barsk og meget virkelighedsnær”, har Rådet for Sikker Trafik valgt, at den for at skærme børn ikke udkommer på sociale medier og heller ikke på tv før klokken 21.
”Vi vil ikke risikere, at filmen bliver skubbet ud i et feed hos et barn, der synes, den er for voldsom. Det er ikke en film, der er adresseret til børn; målgruppen er voksne.”
Hvad har fået jer til at vælge, selv at lægge de her begrænsninger på filmen, der jo immervæk må give mindre gennemslagskraft?
”Det har vi gjort, fordi vi er bevidste omkring, at vi har lavet en beskrivelse af noget, som går ind og rammer noget af det, som børn i virkeligheden er rigtig bange for; at miste deres forældre,” siger Karina Petersen og tilføjer:
”Når vi laver noget, som vi godt ved kan virke voldsomt, så synes vi også, at vi er nødt til at tage ansvar for, hvordan det bliver annonceret. Og vi vil gerne sikre os, at vi ikke skubber noget indhold ud, som unødvendigt gør børn bekymrede. Fordi det her er ikke børns ansvar, det er forældrenes ansvar.”
Hun pointerer, at kampagnens initiale penetration ikke er så vigtig, da kampagnen er sat til at køre over de næste tre år.
”Vi vil hellere bruge lidt længere tid på at få filmen ud til flere, til en lidt højere pris, og dermed sikre, at vi opfører os ordentligt og ansvarligt. Især når vi ved, vi udkommer med noget, som godt kan opleves voldsomt.”
På TV er filmen sat til at først at blive sendt efter klokken 21. Hvorfor lige dette tidspunkt?
”Det er simpelthen en snak, vi har med TV 2-jurister, hvor de arbejder med nogle slots, der egner sig til forskelligt indhold. Så det er ikke et tidspunkt, vi har sat, men det er en vurdering, som de har været inde og sætte i forhold til deres data, hvor de vurderer, at børn i en vis aldersgruppe ikke ser med længere – eller ikke i så høj grad ser med længere.”
Starter efter ulykken er sket
Rådet for Sikker Trafiks nye kampagnefilm er instrueret af Anders Walther og lavet i samarbejde med Claus Knuth, der er strategisk direktør i Bates.
Anders Walther har tidligere vundet en Oscar for bedste kortfilm for filmen Helium, og ifølge Karina Petersen havde man meget specifikt håndplukket ham som en blandt tre instruktører, der skulle byde ind på deres løsning på et ”superkort brief”
Hun fortæller, at man i Rådet for Sikker Trafiks faldt for Anders Walther løsning på grund af det greb, at filmen starter efter ulykken er sket. Hvilket et nybrud i ’Kør bil, når du kører bil’-kampagneregi.
“Normalt så har vi jo meget fokus på alt det, der sker lige op til ulykken. Og det er giver jo mening, fordi vi arbejder med forebyggelse Men ulykkerne sker, og noget af det, som vi ikke taler så meget om, det er i virkeligheden det, der sker lige efter en ulykke. Dem, der bliver efterladt, og de konsekvenser, det har,” siger hun og tilføjer:
”Og det er der noget dragende i, fordi vi lige præcis dér sætter fokus på noget, vi alle sammen kan forholde os til: Angsten for, at der sker noget med dem, som vi holder af, eller angsten for, at vi selv forårsager en ulykke med den adfærd, vi har.”
Vil ikke overdramatisere
Karina Petersen fortæller, at man hos Rådet for Sikker Trafik er ”meget, meget glade for resultatet” af samarbejdet med Claus Knuth og Anders Walther.
”Og det er jo fordi, vi har haft utrolig mange overvejelser frem og tilbage omkring, hvor dramatisk eller ikke dramatisk den skulle være, og hvilke virkemidler vi skulle bruge, men vi tog ret hurtigt en beslutning om, at vi ikke ville overdramatisere virkeligheden, fordi vi ved, at virkeligheden er voldsom nok i sig selv,” siger hun.
Hvor drengen der – i øvrigt ganske overbevisende spiller Emil – er skuespiller, så er de andre ’karakterer’ på set i filmen ægte paramedicinere og reddere, fortæller Karina Petersen.
Og hun understreger, at det i castingprocessen var vigtigt for Rådet for Sikker Trafik, at de medvirkende var mennesker, som har stået i de her situationer i virkeligheden.
”Og de to paramedicinere, der sidder inde i ambulancen, har begge to stået i situationer, hvor de er kommet ud til en større ulykke, hvor der er panik og tvivl om, hvad der er sket, og der er nogle børn, der skal beroliges. Og vi sagde til dem: I skal bare gøre præcis det, I ville gøre i en situation som denne.
Artiklen fortsætter efter billedet fra filmen.
Det er identifikationen, der gør ondt
I er jo bekendt med, at det er en ”barsk” film. Var det nødvendigt, at den er så voldsom?
”Vi har været meget fokuserede på ikke at vise mere af ulykken, end der var højst nødvendigt. Du skulle bare lige kunne fornemme, der var sket en ulykke. Vi behøvede ikke at gå i detaljer med, hvad der var sket. Og vi behøvede egentlig heller ikke at se særlig meget af nogle af de ting, som der kan være knyttet til en ulykke, såsom afskærmning eller blod eller noget.”
”Det man ser i filmen, er egentlig små indikationer. Fordi det, der gør ondt, det der rammer os, det er, at vi kan identificere os med, at vi sidder i den samme situation som Emil. Eller sætter nogen i samme situation som Emil. Og det er jo i virkeligheden det, der gør den barsk, mere end det er det visuelle. At denne situation er noget af det, som mange af os, og specielt folk, der har børn, virkelig frygter,” siger Karina Petersen.
Ifølge Rådet for Sikker Trafiks var uopmærksomhed eller manglende orientering en faktor i 64 procent af alle dødsulykker i perioden 2019 til 2023.
Bag kampagnen, som også består af plakater, står, udover Rådet for Sikker Trafik, også Alm. Brand Foreningen og 62 kommuner.
Kampagnen kører på tv efter klokken 21, i biografer og plakater i landets 28 største byer frem til og med uge 41.
På streamingplatformen Youtube ligger filmen med Karina Petersen ord ”hvilende”, da der ikke er smidt penge i den, og folk selv skal finde frem til den.
Emil-kampagnefilmen findes i to længder – den nedenstående er den lange version.