Sidste år stiftede Thomas Fink bureauet ThinkData efter at have været med til at starte The Barn i Arla.

Nu har han ansat sin lillebror Søren Fink og gjort ham til partner i bureauet i Aarhus, som leverer dataløsninger til virksomheder i Danmark. 

”Allerede efter få måneder blev jeg nødt til at sige nej tak til de første opgaver, fordi jeg ikke havde nok kapacitet. Jeg kunne se, at mange virksomheder er nået til et punkt, hvor de er klar til at inddrage data i flere af deres beslutningsprocesser, men de har ofte ikke selv ressourcerne til at løfte opgaven i gang,” skriver Thomas Fink i en mail til Markedsføring.

Søren Fink kommer fra en ecommerce-baggrund hos WhiteAway, hvor han har været hovedansvarlig for at opbygge WhiteAways data- og digitale tracking-setup. 

Kan det ikke være risikabelt at arbejde med sin bror?

”Vi har ikke oplevet nogle ulemper endnu, men vi er meget påpasselige i forhold til vores familierelation. Man har hørt historier om søskende, som er gået skævt af hinanden på grund af forretning. Vi har en aftale om, at vi skal afstemme med hinanden og planlægge vores ambitioner løbende, så vi ikke er i tvivl om hinandens interesser. På den måde håber jeg, at vi undgår alvorlige konflikter,” skriver Thomas Fink. 

ThinkData har lige landet AGF som kunde og arbejder allerede sammen med blandt andre Novo Nordisk, Orkla Danmark, Nordjyske Medier og WhiteAway.