Kommunikationsbureauet Radius har hentet Arlas nu tidligere kommunikationsdirektør, Kasper Ibsen Beck, ind i toppen af bureauet som partner. Det skriver Radius i en pressemeddelelse.
Kasper Ibsen Beck har haft flere store kommunikationroller i Arla i de sidste 10 år. Han har også været i Vestas, men inden da var han chefkonsulent i Radius, som han nu vender tilbage til.
Kasper Ibsen Beck er stolt over at kunne vende tilbage til Radius som en del af partner-kredsen i bureauet.
”Jeg sætter stor pris på de erfaringer og oplevelser, som min tid i Arla og Vestas har givet mig. Men jeg har også haft en stærk lyst til at vende tilbage til rådgivergerningen og bruge alt det, jeg har lært fra virksomhedssiden i Radius’ rådgivning af kunderne, der bl.a. omfatter en række af Danmarks største virksomheder. Derfor glæder jeg mig til at arbejde sammen med nogle af branchens allerdygtigste rådgivere og blive en del af et stærkt lederteam,” lyder det i en pressemeddelelse fra Kasper Ibsen Beck.
Hos Radius er CEO og stifter Nicolaj Taudorf Andersen også begejstret.
”Der er ingen tvivl om, at vi med Kasper får vi en af Danmarks skarpeste kommunikationshjerner ombord på holdet. Vi har haft glæde af at arbejde sammen med ham som kunde i mange år, så vi har fulgt hinanden tæt. Han er tilmed et fantastisk rart menneske, som er forankret i de værdier, Radius bygger på,” udtaler direktøren.
Bureauet Radius har de senere år oprustet massivt, og har samtidig store planer om mere vækst. Det har Markedsføring tidligere skrevet om her. Radius har også fået den tidligere Vice-chef Lars Hemming Jørgensen som bestyrelsesformand i sommeren 2021.