Ali Aminali er ny seniorrådgiver i Public Affairs & Kommunikation hos Have Kommunikation.
 
Det skriver bureauet i en pressemeddelelse. Ansættelsen af Ali Aminali kommer, efter Have Kommunikation de senere år har satset målrettet på Public Affairs-området inden for kultursektoren.
 
”Ali Aminali er den helt rigtige profil for os. Han er fantastisk vidende, effektiv og stærk i politisk strategi. Han har stor gennemslagskraft i medierne og er samtidig et meget behageligt, ydmygt og empatisk menneske, som vi tror vil passe perfekt ind hos os,” siger direktør i Have Kommunikation, Michael Feder, i meddelelsen.
 
Tidligere har Ali Aminali har i en kortere periode været pressechef for Moderaterne, og han fungerer som fast kommentator og anmelder hos Altinget og er en del af panelet i News & Co på TV 2 News.
 
Have Kommunikations nyansættelse har også erfaring som journalist og radiovært på 24syv og Radio4. På 24syv, stod han bag sit eget samfundspolitiske magasin, hvor “Alis Integrationsland” på Radio4 havde fokus på integrations- og udlændingedebatten.
 
43-årig Ali Aminali glæder sig over at være landet hos Have Kommunikation.
 
”Selskabet har et værdigrundlag, jeg respekterer højt, og som gør bureauet til et naturligt sted for mig at starte. Med min erfaring inden for politik, medier og Public Affairs ser jeg frem til sammen med alle mine kommende kolleger at skabe resultater, der kan gøre en forskel for dansk kunst- og kulturliv,” siger han i meddelelsen.
 
Ali Aminali er forfatter til ’Alis danmarkshistorie’, som ifølge udgivelsesbeskrivelsen på Gads Forlag er “en skæbnefortælling og debatbog om vellykket integration.”
 
Oprindeligt er Ali Aminali uddannet socialrådgiver fra VIA University College i Aarhus og har tidligere stillet op folketinget og Europaparlamentet for Det Konservative Folkeparti.