Helena Victoria Bülow er ansat som head of growth and business development i Micky Creatives.
Det skriver det kreative bureau, der blandt andet har speciale i influencersamarbejder, i en pressemeddelelse.
Nyansatte Helena Victoria Bülow har en baggrund som iværksætter og har senest solgt sit bureau Nordic Gazelle, der var specialiseret i at skabe vækst for virksomheder på TikTok. Derudover kommer hun med erfaring som selvstændig konsulent og bestyrelsesmedlem i en række danske virksomheder.
Hos Micky Creatives bliver Helena Victoria Bülow ifølge meddelelsen en central del af virksomhedens forretningsudvikling og strategiske partnerskaber – og man vil bruge hendes erfaring fra konsulentverdenen og som iværksætter i forhold til ”bureauets næste kapitel”, lyder det.
”Det føles helt rigtigt at blive en del af et bureau, der tør tænke stort og udfordre den måde, vi normalt arbejder med kreativt indhold og skaber resultater for brands på sociale medier,” siger Helena Victoria Bülow i meddelelsen.