Carlsberg har øget sin investering i marketing med knap 20 procent i første halvdel af 2024.

Det fortæller CEO i Carlsberg, Jacob Aarup-Andersen, i en afrapportering af Q2 2024 ifølge analysehuset Warc. I afrapporteringen fortalte Jacob Aarup-Andersen desuden, at Carlsbergs økonomi og vækst er solid, selvom man har investeret markant i marketing

“Vi kan se solid vækst i overskuddet, selvom vi har lavet en markant stigning i salgs- og marketinginvesteringer,” lød det fra Jacob Aarup-Andersen.

Og planen er ikke at skrue ned resten af året for Carlsberg globalt, fortæller direktøren.

“I kommer til at se et betydeligt marketing-spend i årets anden halvdel,” lød det fra Jacob Aarup-Andersen, som også fortalte, at man forventer, at året bliver afsluttet med “mindst en høj etcifret stigning i marketinginvesteringerne”.

Carlsberg landede ifølge Berlingske et overskud på 4,448 milliarder kroner i første halvår 2024. Det tal lød i første halvår 2023 på 4,155 milliarder kroner.

Rettet 26/08/2024 kl. 10.30: Beskrivelsen af WARC er ændret fra annoncørforening til analysehus.