Under sloganet ’How to Copenhagen with Caroline’ bliver Caroline Wozniacki nu frontfigur i ny marketingkampagne fra Wonderful Copenhagen. 

Det oplyser Wonderful Copenhagen i en pressemeddelelse.

Den danske tennisstjerne, der netop har annonceret et comeback til WTA Tour og US Open, skal ifølge meddelelsen åbne amerikanernes øjne for ’for vores gadekøkkener, finere gastronomi og den særlige københavnske livsstil, hvor de lokale cykler og bader i havnen’.

Kampagnen går i luften i august i forbindelse med US Open og består bl.a. af en række videoer, hvor Caroline Wozniacki og hendes amerikanske mand, NBA-basketball-spilleren David Lee, bruger og nyder byen aktivt.

”København er en af mine absolutteyndlingsbyer i verden. Og derfor glæder jeg mig rigtig meget til at vise, hvad det er, der gør Danmarks hovedstad så fantastisk og unik. Jeg vil vise folk i USA, at det her er en storby, som er noget helt særligt,” siger Caroline Wozniacki i meddelelsen.

“Et stærkt og aktuelt navn”

Den primære målgruppe er, ifølge Wonderful Copenhagen, amerikanere i alderen 30-55 år, ’som bor i storbyerne New York og Los Angeles, og som interessemæssigt matcher København’.

Og ifølge Rikke Holm Petersen, kommunikations- og marketingdirektør, Wonderful Copenhagen, glæder man sig til at får Caroline Wozniacki på som reklame-blikfang. 

”USA har historisk været et vigtigt marked for hovedstadens turisme, og det vil vi styrke med den nye kampagne. Caroline Wozniacki er et stærkt og aktuelt navn internationalt, som vi glæder os til at sætte i spidsen for vores nye kampagne i USA,” siger hun. 

Indholdet i kampagnen er udviklet i samarbejde med det kreative bureau Boye & Spellerberg, mens produktionen håndteres i samarbejde med produktionsselskabet 280. 

Der bliver tale om en række videoer på mellem 10 og 30 sekunder, som fra midt i august og ind i efteråret vil blive vist på Facebook, Instagram og YouTube og samtidig til Caroline Wozniackis omkring 1,3 millioner følgere på Instagram. 

Hertil kommer bannerannoncer og guides på Wonderful Copenhagens sociale medier og websites.