”Jeg har allerede hilst på flere af mine kommende søde kollegaer og glæder mig helt vildt til at komme i gang!”

Sådan skriver Lars Østergaard, CMO hos restaurantkæden DiningSix, på LinkedIn om sit kommende jobskifte, der bringer ham fra restaurationsbranchen til delebilstjenesten GreenMobility.

Her bliver han fra 1. november ny Head of Campaigns og dermed, som det hedder i en meddelelse om skiftet, ”en afgørende rolle i opbygningen og eksekveringen af strategiske kampagner på tværs af GreenMobilitys operationelle byer i Europa.”

Lars Østergaard er uddannet cand.merc(it) e-business fra CBS og har udover DinignSix også tidligere gennem seks år været Social Media Strategist & Content Advisor hos Kræftens Bekæmpelse.

Derudover har han startet og solgt flere virksomheder, såsom tipkbh.dk, vognturen.dk og istilfest.dk. 

Og den nye Head of Campaigns er ikke i tvivl om, at GreenMobility er fremtiden:

”Hvis man zoomer ud og kigger på den globale situation pt., er jeg slet ikke i tvivl om, at virksomheder som GreenMobility vil få en endnu større plads i samfundet fremover. Jeg ser frem til at være med til at udfordre måden, hvorpå man har bil i fremtiden og tror på, at færre vil eje en bil i den klassiske forstand, men i stedet vælger bilen til fra gang til gang – fra tur til tur. Det er lig med mindre CO2 og færre biler på vejene,” skriver han videre på LinkedIn og tilføjer:

”Om en uges tid kan jeg begynde at dykke ned i målgrupper, brugssituationer og mønstre som grundlag for de indsigter, der skal blive til kampagner på tværs af landegrænser. Det bliver fedt!”

GreenMobility er noteret på Nasdaq Main Market og råder ifølge sin egen hjemmeside over 1.600 elektriske biler, som deles af godt 200.000 brugere fordelt på 11 storbyer i Danmark, Sverige, Finland, Tyskland, Holland og Belgien.