Fra begyndelsen af sidste år begyndte Coop at sælge Irma-produkter i sine butikker i hele Danmark.

Og de 150 Irma-varer, der dengang blev introduceret i Kvickly, SuperBrugsen og Brugsen, har været en succes. Salget af Irma-varer er siden lancering nemlig steget med knap 20 procent.

Det får nu Coop til at udvide Irma-linjen med yderligere 100 produkter.

”Jeg er meget tilfreds med, at vi er lykkedes med – ikke bare at holde liv i det ikoniske brand – men faktisk at gøre Irma til en vareserie med national appel og popularitet og ikke mindst med stigende salg til følge,” siger Jeff Salter, der er  kategoridirektør i Coop, i en pressemeddelelse.

Ifølge direktøren har man høje ambitioner om ”fortsat at udvikle og forfine Irma-varemærket”, og der vil komme endnu flere produkter til i Irma-serien i 2025, siger han.

I løbet af året vil Irma også få et nyt visuelt udtryk, hvor Irma-pigen træder tydeligere frem på varerne, lyder det i meddelelsen.

De første nye Irma-designs er ifølge Coop allerede at finde på butikshylderne.