Når Cph:Dox den 15. marts slår dørene op til åbnings-galla, er det 20. gang, at dokumentar-filmfestivalen løber af stablen.
Det fejrer festivalen med en ny kampagne og visuelt udtryk, som produktionsselskabet Plotworks har lavet i samarbejde med Cph:Dox og instruktør Toke Blicher Møller.
Kampagnen består af film, der kan opleves i de københavnske biografer og en outdoor-kampagne bestående af blandt andet plakater og bannerreklamer
Om baggrunden for de nye Cph:Dox-film siger instruktør Toke Blicher Møller i en pressemeddelelse:
”Filmene blev faktisk til som en tankerække. Cph:Dox har som festival et særligt fokus på tre indholdsspor: Kunst, videnskab og samfund. Det satte nogle tanker i gang, og så blev det langsomt født derfra.”
Åben proces
I festivalens hovedtrailer følger man en enkelt karakter, en kvinde iklædt gul regnjakke, der går rundt i en eerie og mystisk setting – og filmen er uden dialog.

”Ønsket fra festivalen var at åbne en masse spørgsmål op – frem for at besvare dem, som man jo klassisk gør i reklamefilm, oftest med en problem-løsning tilgang,” siger Tim Resdal, der er CEO og Executive Producer i Plotworks
Niklas Engstrøm, der er kunstnerisk leder i Cph:Dox, fortæller i meddelelsen, at hovedtraileren blevet til i en meget åben proces, hvor festivalen har givet Toke Blicher Møller og Plotworks frie rammer.
”De har skabt et særligt univers med en hovedperson, der udforsker virkeligheden – denne komplekse, paradoksale, i bund og grund mystiske størrelse, vi alle lever i, selv om vi ikke nødvendigvis har den samme opfattelse af den. Det er det, Cph:Dox handler om – at udforske virkeligheden, udfordre sig selv og lade sig konfrontere med verdener, man ikke anede fandtes,” siger Niklas Engstrøm i meddelelsen.
Projekteres til åbningsgalla
Undervejs i processen bag kampagnen blev det, ifølge Tim Resdal, bestemt at Cph:Dox kampagnens visuelle elementer skal projekteres op på DR Koncerthuset, hvor festivalens åbningsgalla afholdes.
Det er ifølge meddelelsen første gang, at DR Koncerthuset bruges som ’lærred’ på denne måde.
”Efter at have set DR koncerthus nye og stadig uprøvede “set up” med projekteringer, var det klart at dette var en fantastisk mulighed for at få identiteten til at folde sig endnu mere ud til premieren på Cph:Dox”, siger Toke Blicher Møller.
Udover i biografer og projekteret på DR Koncerthuset kommer kampagnen blandt andet til at køre på Politikens Lysaviser, pol.dk, Soundvenue.dk og i Cph:Dox’s 65.000 programaviser.
Se hovedtraileren, som Makedsføring som de første kan vise i fuld længde, her:

For at se indholdet skal du acceptere cookies.
Opdater dine indstillinger