Musikstjernen Joey Moe er frontfigur i en ny Coca-Cola-kampagne, der skal markere lanceringen af et nyt design på varianterne Coca-Cola Original Taste og Coca-Cola Zero Sugar.

Kampagnen tager udgangspunkt i musikerens hit ”Yo-Yo” og Coca-Colas ikoniske rød-hvide yo-yo, som gennem flere årtier har været en del af brandets historie.

I alt vil mere end 85.000 Coca-Cola-yo-yo’er blive aktiveret i udvalgte butikker og ved lokale arrangementer rundt om i Danmark.

”At få lov til at samarbejde med et ikonisk brand som Coca-Cola er stort. Da jeg hørte, at Coca-Cola-yo-yo’en var en del af kampagnen, var koblingen til min egen sang ’Yo-Yo’ jo oplagt,” siger Joey Moe i en pressemeddelelse.

”Jeg glæder mig til at se, hvilke yo-yo-tricks folk finder på derude,” siger han.

Nyt look skal samle brand

Kampagnen skal også skabe opmærksomhed om Coca-Colas nye emballagedesign, som begyndte at dukke op i danske butikker i slutningen af juli.

Det nye udtryk skal få Coca-Cola Original Taste og Coca-Cola Zero Sugar til tydeligere at fremstå som en del af det samme brand. Derfor får den røde farve, logoet og det bølgende bånd en større rolle på begge varianter.

Den største ændring sker på Zero Sugar, som rykker tættere på det klassiske røde Coca-Cola-look. Sorte detaljer skal fortsat gøre den sukkerfri variant genkendelig.

”Det nye design giver et mere samlet udtryk på tværs af produkterne, samtidig med at Zero Sugar fortsat er let at genkende,” siger Line Mathilde Bjerring, brand manager hos Coca-Cola Danmark, i pressemeddelelsen.

Det gamle og det nye design vil kunne findes side om side i butikkerne i en overgangsperiode.

Samarbejdet falder ifølge meddelelsen samtidig sammen med, at Joey Moe markerer 20 år i musikbranchen.