Tech-giganter som Meta, Google og TikTok skal være endnu bedre til at fjerne og moderere skadeligt indhold på sine platforme. 


Det er humlen i et projekt, som organisationen Danske Annoncører og Markedsførere nu tilslutter sig. 


Projektet, der hedder Globsal Alliance for Responsible Media (GARM) er startet for godt tre år siden af den internationale organisation World Federation of Advertisers. 

”Vi lægger pres på de sociale medier for, at de skal fjerne skadeligt og ulovligt indhold,” siger Thomas Kragh, der er adm. direktør for Danske Annoncører og Markedsførere. 

Projektet skal i sidste ende gøre det mere trygt for også danske annoncører at lægge sine annoncekroner på tech-giganternes platforme. 

”Vi vil samarbejde med og presse techg-giganterne til at fjerne og rydde på, så det skadelige indhold ikke smitter af på vores medlemmers markedsføring,” siger Thomas Kragh. 

Det er jo nogle kæmpe store spillere, I går op imod. Kan projektet virkelig rykke noget? 

”Det er ikke, fordi problemet er løst. Tværtimod. Men det gør kun indsatsen vigtigere end nogensinde. Der er så meget skadeligt indhold derude, og vi inviterer alle virksomheder og markedsførere til at deltage” siger Thomas Kragh.