EU er kommet med en klar advarsel til 17 internationale tech-giganter.

Selskaberne har nu, skriver EU, fire måneder til at få styr på deres indsamling af data og åbenhed om data – og hvordan de bruger data til digital markedsføring, så de stemmer overens med EU’s store Digital Services Act (DSA, red.).

DSA er en ny EU-lovpakke, der blandt meget andet kan vende op og ned på, hvordan man må lave marketing digitalt. Markedsføring har tidligere dækket DSA tæt — du kan få overblikket over lovens betydning for marketing her.

De 17 tech-giganter, slår EU fast, skal blandt andet sikre:

At brugere ved, hvorfor de får anbefalet visse typer information — og have ret til at fravælge den slags anbefalinger baseret på profilering.

At brugere ikke får annoncer, der er baseret på følsomme data som etnicitet, politiske holdninger eller deres seksuelle orientering.

At alle platformene deklarer alle reklamerne, så brugerne ved, hvem afsenderen er.

At platformene sikrer, at de ikke målretter annoncer mod mindreårige.

Derudover skal tech-giganterne også udgive oversigter over alle annoncer på deres platforme.

Det er platformene Alibaba Alixpress, Apple Appstore, Booking.com, Amazon Store, Facebook, Google Maps, Google Play, Google Shopping, Instagram, LinkedIn, Pinterest, Snapchat, TikTok, Twitter, Wikipedia, YouTube, Zalando, Bing og Google Search, der har fået advarslen af EU.