To danske kampagner er nomineret til TikTok Awards, der løber af stablen for første gang den 16. november i Stockholm.

De to nomineringer er i kategorien ‘Greatest performance’ – en kategori der hylder målbar effekt af kreativt indhold på platformen. Kampagnerne er lavet af henholdsvis bureauet BEYOND11 for Girltalk X Rødovre Centrum samt start-up’en Rabatta, der har stået for sin egen indsats.

BEYOND11-kampagnen for Girl Talk og Rødovre Centrum på TikTok har, ifølge en pressemeddelelse fra TikTok, resulteret i en stor stigning i antallet af henvendelser til rådgivningstjenesten, GirlTalk.dk, og skabt stor trafik til Rødovre Centrums TikTok-profil. 

Den anden nominerede, Rabatta, som er en app, der hjælper brugeren med at finde rabatkoder til køb på nettet, har slået sig sammen med TikTok-creators og givet dem frie hænder til at producere indhold. Det har resulteret i titusindvis af nye TikTok-følgere og hundredtusindvis af downloads af appen, lyder begrundelsen fra TikTok.

Juryen til TikTok Awards består af marketingfolk og kreative profiler fra bureauer og virksomheder, heriblandt danske Maria Cristina Sega, der er Art Director på Virtue Worldwide og danske Rebecca Eliasson, der er Nordic Digital Media og Advocacy Manager i L’Oréal Group.