Den massivt prisbelønnede danske instruktør Martin Werner har tidligere instrueret reklamefilm med stjerner som George Clooney, Benicio Del Toro og Christopher Walken – og nu kan han også føje Leonardo DiCaprio til listen.

Martin Werner er således instruktør på en dugfrisk reklamefilm ”The Driver” for den nye elektriske udgave af den ikoniske Fiat 500, hvor den amerikanske Oscarvinder og erklærede miljøaktivist spiller hovedrollen.

Filmen foregår i Universal Studios i Los Angeles, og DiCaprio – der netop er blevet færdig med dagens optagelser – rækker nøglerne til sin nye elektriske Fiat 500 til sin chauffør.

Chaufføren er ikke umiddelbart imponeret over den lille, røde bil, men det bliver han selvfølgelig undervejs i filmen – ikke mindst via et elegant lille ordspil, som ikke skal afsløres her.

Soundtracket til Fiat-filmen, som Leo Burnett er kreativt bureau på, tiltrækker sig i øvrigt også en del opmærksomhed.

Der er, ifølge Fiats hjemmeside, tale om en hidtil uudgivet version af komponisten Nino Rotas ”La Dolce Vita” fra Frederico Fellinis oscarbelønnede film af samme navn – indsunget af den italienske skuespiller og sanger Katyna Ranieri.

Se den nye Fiat-reklamefilm her.

For at se indholdet skal du acceptere cookies.

Opdater dine indstillinger