3 er i luften med et splinternyt reklameunivers, der kommer til at favne al kommunikationen fra teleselskabet i den kommende tid. 

Skuespilleren Stine Stengade er frontfigur, og der er genvalg til den lille boston terrier, der har båret brandets kommunikation i de senere år.

Det nye univers henter inspiration i den berømte mafiafilm The Godfather og handler om familien, om respekt og loyalitet. Og om ”et tilbud, du ikke kan afslå”. Eller rettere: ”Et tilbud, du ikke kan sige nej til”, som sloganet for det nye univers lyder.

Den første eksekvering i universet, der er udviklet i samarbejde med bureauet Co/Plus, handler om produktet 3Family, og fokus er fordelene ved at samle familiens mobil-abonnementer hos 3. Det oplyser Jesper Thyssen, der er Marketing Director hos 3, til Markedsføring.

Budgettet for det nye univers ønsker Jesper Thyssen ikke at afsløre, men siger:

”Det er et stort projekt, der virkelig viser, at der er fuld knald på, og at 3 har store ambitioner. Samlet set rammer vi et betydeligt millionbeløb.”

Jesper Thyssen, Marketing Director, teleselskabet 3. Foto: PR.

“Vi har for nylig rundet 1,5 million kunder, og nu sættes der ekstra fart på med det nye univers, så vi kan fortsætte væksten.”

’Godmother’ med hund

I filmen The Godfather fra 1972 styrede Vito Corleone, i skikkelse af skuespilleren Marlon Brando, familien og mafia-imperiet med den karakteristiske, ru stemme. Og en kat i favnen.

Men i kampagnen for 3Family, der ruller ud på en lang række platforme i dag, iscenesættes Stine Stengade i noget mere humoristisk stil som ’The Godmother’, der holder sammen og styr på ’familien’ – ikke med en kat, men med hunden fra 3’s tidligere reklameuniverser.

”Med vores boston terrier holder vi fast i et kendt element fra vores branding. Den har været et ikon i mange år, og vi smider ikke karakterer, der fungerer, ud med badevandet,” siger Jesper Thyssen.

Han ønsker ikke at dele konkrete KPI-tal, men siger, at det naturligvis en målsætning at få flere danskere til at samle familien hos 3. 

”Samtidig har vi et mål om at løfte awareness på selve produktet 3Family. Kendskabet på 3 som brand kan næppe bankes højere op, men vi vil gerne styrke kendskabet til selve produktet. Ligesom med 3LikeHome.” 

”Det er jo ret stærkt, når jeg for eksempel sidder og hører podcasten ’Her går det godt’ med Peter Falktoft og Esben Bjerre, og de så skal ud at rejse og siger: ’Arh, det er godt vi har 3LikeHome, for så koster det ikke noget.’ Så 3Family bliver et brand i sig selv, når danskerne tænker teleselskab og familier.”

Ingen afskårne hestehoveder

Om valget af et mafia-relateret tema for det nye univers, siger Jesper Thyssen:

”Vi er ikke bange for at kommunikere med kant, det er vi kendt og anerkendt for. Det nye univers for 3Family signalerer, at loyalitet betaler sig – præcis som det gør som medarbejder og kunde hos 3.”

" Alle kender jo The Godfather. Men humoren her er så tydelig, at det vist må være åbenlyst for enhver, at vi ikke går den kriminelle vej.
Jesper Thyssen, Marketing Director, teleselskabet 3.

Men hvad har i gjort jer af overvejelser om at læne jer ind i nogle semi-kriminelle mafia-vibes?

”Jamen, vi har selvfølgelig talt rigtig meget om, hvad vi kan tillade os, og hvad vi ikke kan tillade os. Det skal man altid være bevidst om. Men det er humoren, der bærer det, og vi er sikre på, at danskerne er kloge nok til at kunne skille skidt fra kanel,” siger Jesper Thyssen og uddyber:

”Det har været vigtigt for os at få både noget emotionelt, noget der handler om følelser, familie og respekt og loyalitet ind i universet. Og samtidig noget relaterbart: Alle kender jo The Godfather. Men humoren her er så tydelig, at det vist må være åbenlyst for enhver, at vi ikke går den kriminelle vej.”

Så man skal ikke være bange for at vågne med et afskåret hestehoved i sengen, hvis man siger abonnementet op?

”Haha, nej nej, slet ikke. I 3 tror vi på et ”beautiful exit”, for så skal kunderne nok komme tilbage igen. Så nej så langt tager vi den selvfølgelig ikke ud. Men vi tror på humor med kant.” 

Artiklen fortsætter under billedet.

Scene fra en af 3's nye reklamefilm.

Kører ud på alle platforme

Kampagnen lanceres fra morgenstunden på 3’s egne digitale kanaler, i 3Butikkerne rundt om i landet, og så vil den blive udrullet i TV-reklamer, biografer og outdoor-annoncering. 

Hertil kommer, at alle koncernens interne touchpoints kommer til at bære præg af det nye univers. For eksempel er der ligeledes fra morgenstunden ophængt facadebanner på 3’s bygninger.

Endelig vil tilskuere og TV-seere til FC Københavns afgørende medaljekampe i Superligaen – onsdag aften mod Silkeborg IF og på sidste spillerunde den 22. maj mod AaB – blive mødt af kampagnen på Parkens storskærme og bander.

Det sker som led i partnerskabet ”Parken – Connected by 3”. 

Jesper Thyssen oplyser, at der foreløbig er lavet fire film, men at flere er på vej. Du kan se en af de første herunder.

For at se indholdet skal du acceptere cookies.

Opdater dine indstillinger