Power er blevet frifundet i en retssag mod DBU. Det skriver TV 2.
DBU havde stævnet Power for at krænke DBU’s kommercielle rettigheder til markedsføring i forbindelse med EM i fodbold i Danmark i 2021. Det har Markedsføring tidligere beskrevet.
I en kampagne fra Power havde elektronikselskabet dengang vist en fodboldspiller i en orange-rødlig trøje og brugt ordet fodboldfest. Ligeledes havde selskabet udloddet billetter til Danmarks kamp mod Finland i Parken.
Men Sø- og Handelsretten fandt, at fodboldspilleren ikke lå for tæt op ad DBU’s brand.
“Retten finder på den baggrund, at de omtvistede reklamer ikke hverken direkte eller indirekte indeholder en reference eller skaber en så tydelig konkret association til det danske landshold, at dette er i strid med god markedsføringsskik, jævnfør markedsføringslovens paragraf 3,” lyder det fra Sø- og Handelsretten.