Jannie Rosengaard siger farvel til Dentsu X og tiltræder i stedet som chief client officer hos Havas Danmark, hvor hun også bliver en del af ledelsen.
Det oplyser Havas i en mail til Markedsføring.
Jannie Rosengaard stod senest som executive director i spidsen for Dentsu X i København og bliver ifølge mailen ”en central del af det hold, der skal styrke Havas’ position som det bureau, der bygger bro mellem medier og kreativitet baseret på data, indsigter og AI”.
Under Jannie Rosengaards ledelse steg Dentsu X, ifølge brancheanalysen MyImage Bureau, fra ottendepladsen til at være Danmarks stærkeste mediebureau brand i starten af 2025.
Og hun har været glad for Dentsu X, skriver hun i mailen, hvor hun uddyber:
“Men skiftet til Havas føles helt rigtigt. Jeg har allerede mærket, at her er en familiær kultur, hvor der er højt til loftet, fællesskabsånd, og et fælles ønske om at ville hinanden det bedste. Den stemning smitter af på både samarbejdet og kvaliteten i arbejdet og det betyder enormt meget for mig.”
Kender værdierne
CEO Thomas Lyngsfeldt, der selv tiltrådte som CEO i Havas 1. maj 2025 – og som selv har en fortid på Dentsu X – ser også store perspektiver i at få netop Jannie med ombord:
“Jannie har mange års erfaring fra både kundesiden, bureauverdenen og mediebranchen, hvilket giver hende en unik sammensætning af kompetencer og erfaring. Hun har en dyb forståelse for kundernes behov og forretning og en dokumenteret evne til at skabe vækst. ” skriver han i mailen og tilføjer:
“Jeg har haft fornøjelsen af at arbejde sammen med Jannie i otte år, og jeg ved, hvilke værdier hun står for og ikke mindst, hvad hun kan. Hun har et helt særligt nærvær og en evne til at have tætte og tillidsfulde relationer både med kunder og kollegaer.”
Det blev en afgørende faktor for skiftet til Havas at Thomas og Jannie har arbejdet tæt sammen før:
“Jeg har stor respekt for de værdier, han står for. Han skaber tryghed, og det giver de bedste rammer for at kunne præstere og trives. Jeg ved, hvad han kan, og jeg glæder mig til at bygge videre på vores samarbejde,” lyder det fra hende i mailen, hvor Thomas Lyngsfeldt supplerer:
“Vi er et bureau i bevægelse, og vi vil noget mere. Med Jannie får vi en leder, der både ser mennesket og forretningen. Hun forstår at skabe tryghed og fremdrift på samme tid. Det er præcis det, vi har brug for, og jeg glæder mig enormt til det, vi skal skabe sammen.”