”Det er altid bekymrende, når der kommer begrænsninger på den måde, vi arbejder på.”

Sådan siger Klaus Nørskov, der er kommunikationschef i Dansk Røde Kors, efter Meta har meldt ud, at man vil forbyde betalt annoncering inden for politik, valg og sociale mærkesager.

Metas platforme som Facebook og Instagram er centrale for at skabe opmærksomhed om og samle ind til nødhjælpsarbejde i Danmark.

Men fremover vil Meta afvise indhold, der handler om ”sociale mærkesager” som en reaktion på ny EU-lovgivning. En udmelding, der ifølge eksperter vil betyde, at annoncering for netop nødhjælpsarbejde risikerer at blive forbudt. Og det vækker bekymring hos Dansk Røde Kors, der lægger millioner i betalt annoncering hos Facebook hvert år.

”Vi kender ikke konsekvenserne endnu, men det er et vigtigt redskab for os, når vi skal formidle problemer om sårbare mennesker i vores samfund og engagere andre i de problemer,” siger Klaus Nørskov.

Helt præcist har Røde Kors brugt 16,6 millioner kroner på betalt annoncering hos Meta siden april 2019 ifølge tal trukket af Valdemar Osted fra politiskannoncering.dk via Facebooks Ad Library.

Uklarhed fra Meta

Endnu er det uklart, præcis hvordan Metas forbud mod betalt annoncering for ”sociale mærkesager” vil ramme. Det forklarer Christian Sophus Ehlers, der er rådgiver for NGO’er og nødhjælpsorganisationer.

”Jeg tror, de gør alvor af det den første oktober. Det bølger ind over landet, og politikerne er meget obs på det inden kommunalvalget. Men NGO-branchen vil også blive ramt. Facebook er dog notoriske uklare om, hvad der kommer til at gøre sig gældende, så vi ved ikke 100 procent sikkert, hvordan det rammer i praksis endnu,” siger Christian Sophus Ehlers.

Og bliver der ikke faret med lempe fra Metas side, kan det få store konskvenser for organisationernes arbejde, siger han.

”Man kan frygte, at der bliver lukket helt ned for det. Og det vil ramme dem hårdt på pengepungen, for det er en måde, de kan nå rigtigt mange mennesker på. Bare se på deres mediespend, der for flere organisationer er mange millioner på Facebook. Det gør de kun, fordi det virker, så det vil være et stort slag for deres forretning, hvis ikke de formår at tilpasse strategien.”

Hos Dansk Røde Kors håber man, at det vil blive indført med lempe i Danmark.

”Vi ved endnu ikke, hvad der defineres som politik af Meta. Vi går ud fra, at de ser på det case by case, og at man vil tage stilling til de enkelte annoncer,” siger kommunikationsdirektøren.

Hvad nu, hvis det bliver sådan, at I slet ikke kan lave betalt annoncering på Metas platforme?

”Det er slet ikke der, jeg tror, vi er. Men det ville være et stort problem, for Metas platforme er vigtige for vores kommunikation.”

Kan koste hjælp til sårbare

Klaus Nørskov forklarer, at det er centralt at kunne nå ud på eksempelvis Facebook, hvis man vil have gennemslagskraft.

”Vores metier er at engagere mennesker. Det gør vi både for at styrke vores fundraising, men også for at rekruttere frivillige i Danmark. Det er svært at skabe det engagement uden at have adgang til de vigtigste platforme, hvor mange mennesker er og følger med. Det er bare en realitet, vi må forholde os til,” siger han.

”Så nu skal vi finde ud af, hvad det kræver af os stadig at annoncere på Meta, så vi fortsat er i stand til at passe vores arbejde. Men det er svært at sige, præcis hvad kravene er endnu,” siger han.

Christian Sophus Ehlers vurderer, at Røde Kors vil blive ramt af de nye regler.

”Der er nogle organisationer, der vil blive ramt mindre hårdt. Og nogle, der vil blive ramt meget hårdt af den her form for censur. Det kan eksempelvis være Røde Kors med opslag om Gaza, der kan blive set som politisk højspændte. De vil sige, det er humanitære opslag, men jeg kan godt forstå, de er bekymrede, fordi det kan opfattes politisk af Meta.”

Det er vel ikke et problem, fordi det rammer deres forretning, men fordi det kan gøre det sværere for organisationerne at hjælpe sårbare mennesker?

”Mange vil sikkert sige: Fint, så slipper vi for, at NGO’er beder om penge. Men de gør det kun, fordi de skal redde verden, populært sagt. Så det kan koste noget for de mest sårbare. Men vi ved ikke præcis, hvordan Facebook tolker det her endnu.”

Savner tydelighed

Hos Dansk Røde Kors så man gerne, at Meta kom mere tydeligt på banen om, hvordan de nye regler vil ramme.

”Vi vil gerne have så klare og tydelige rammer som muligt. Det er en forholdsvis ny udmelding. Det er ikke sikkert, man kan forvente mere lige nu, men jeg håber, der kommer klarere rammer,” siger Klaus Nørskov.

Christian Sophus Ehlers opfordrer også Meta til at komme mere ud af busken. Og endda tage hånd om området, så NGO’er og nødhjælpsorganisationer stadig kan annoncere på Metas platforme.

”Det er lidt unfair set med mine øjne, hvilke organisationer der rammes, og hvilke der ikke gør. Eksempelvis Greenpeace, Oxfam eller Mellemfolkeligt Samvirke, der er meget aktivistiske organisationer, vil Facebook nok synes er meget politiske, mens andre organisationer formentlig ikke berøres nævneværdigt. Jeg synes, man burde skille det ad,” siger han og tilføjer:

”Facebook burde adskille politik fra NGO-kommunikation. De burde lave en kategori, som godkendte NGO’er kunne ligge i, så de stadig kunne nå mennesker. Det vil være en demokratisk brist, hvis det fører til, at de mange tusinder små og velgørende organisationer i Danmark ikke kan komme langt ud med deres budskaber.”

Klaus Nørskov understreger desuden, at Dansk Røde Kors bakker op om EU’s nye forordning, der vil begrænse betalt politisk annoncering på sociale medier.

”Det anerkender vi sigtet bag, nemlig at undgå udenlandsk indblanding i valghandlinger. Det er ikke en kritik af den forordning,” siger han.

Markedsføring forsøger at få en kommentar fra Meta.