Efter en pitch har den globale konfekture- og tyggegummiproducent Perfetti Van Melle besluttet at fortsætte og udvide sit samarbejde med Dentsu X. 

Det oplyser bureauet i en pressemeddelelse.

Tidligere har Dentsu X håndteret medie- og aktiveringsstrategien for de to tyggegummibrands, Stimorol og V6, men nu udvides samarbejdet med de øvrige brands, som bl.a. omfatter Mentos. 

Aftalen betyder, skriver bureauet, at Dentsu X fremover vil stå for medieansvaret på tværs af hele konfekturegigantens produktportefølje i Danmark.

Karen Ingvertsen, der er marketing manager for Perfetti Van Melle Danmark, siger i meddelelsen, at beslutningen ”afspejler de imponerende resultater, vi har opnået sammen”.

Et eksempel på parternes hidtidige samarbejde er den podcastbaserede kampagne ’Lidt at Tygge På’, der vandt Content Activation Prisen til Rambukken 2024.

Resultaterne fra Rambukken viser blandt andet, at ad recall i den primære målgruppe (16-30 år) steg med +27 procentpoint.

”Det udvidede samarbejde giver os mulighed for at skabe en samlet strategi for alle vores brands, fra Mentos til Stimorol. Vi er glade for at bygge videre på partnerskabet og anvende Dentsu X’ ekspertise til at skabe endnu mere innovative og engagerende oplevelser på tværs af vores brands,” udtaler hun.

Lene Matthiesen, der er excutive director i Dentsu X, kalder det i meddelelsen ”en stor anerkendelse at få mulighed for at udvide partnerskabet med Perfetti Van Melle”.

”At vi nu varetager hele deres produktportefølje, giver os mulighed for at skabe flere stærke og kreative kampagner sammen.”