Når danske politikere laver opslag på Facebook, som får mange likes og kommentarer, kan de også sikre sig flere nye følgere.

Men det er også muligt at købe sig til dem. Og det gjorde især to politikere sidste år, viser en ny rapport fra bureauet Common Consultancy.

Bureauet har udarbejdet en liste over de danske politikere, der sidste år fik flest nye følgere, og den toppes af to repræsentanter fra hver sin fløj: Anders Vistisen fra Dansk Folkeparti, der sidder i EU-Parlamentet, og Pelle Dragsted fra Enhedslisten.

At de to skiller sig ud kan skyldes, at der i starten af juni i år er valg til Europa-Parlamentet, mens Pelle Dragsted i midten af 2023 tiltrådte som politisk ordfører for Enhedslisten.

Ifølge rapporten har Anders Vistisen fået 18.186 nye følgere i 2023, mens Pelle Dragsted har fået 13.875 nye følgere. 

Og ifølge rapporten er de to politikeres nye følgere primært dukket op i den periode, hvor de har kørt annoncer specifikt optimeret mod at få flere følgere.

Altså annoncer med det primære formål og call to action om at gå ind og følge deres respektive Facebook-sider.

Her kan du se de 10 politikere, der har fået flest nye følgere i 2023 – artiklen fortsætter under skemaet.

Disse 10 politikere har fået flest følgere i 2023. Illustration: Common Consultancy.

MEP’erne skal snart til valg

Tredje flest nye følgere i 2023 har Jacob Mark fra SF fået – 7.316. Men ifølge Common Consultancy har han ikke kørt annoncer for flere følgere. 

”De er kommet organisk og stammer primært fra hans mest populære opslag i år,” skriver bureauet i rapporten, der i øvrigt også afslører, at 2023 var et ”spareår” i forhold til politikernes Facebook-annoncering.

I 2023 brugte politikerne og partierne således 26,6 millioner kroner på Facebook annoncering. I 2023 har de kun brugt 3,8 millioner, altså 22,8 millioner færre.

To undergrupper skiller sig dog ud. MEP’ere og partisider. 

”MEP’erne skal snart til valg og begynder derfor at skrue op for annonceringen nu,” hedder det i rapporten.

Den nye rapport fra Common Consultancy viser i øvrigt, at de danske politikere generelt fik færre interaktioner pr. opslag i 2023, men at særligt seks af dem har evnet at skabe interaktion med brugerne:

Lars Boje Mathiesen, Mette Frederiksen, Jacob Mark, Pernille Vermund, Inger Støjberg og Alex Vanopslagh.

De seks politikere står for 30 procent af alle 14,1 millioner interaktioner i 2023.