Formand for Det Konservative Folkeparti, Søren Pape Poulsen, er den politiker, der har brugt flest penge på annoncer på Metas sociale medier under valgkampen.

Det viser tal fra sitet ensyvni, der for mediet Markedsføring har lavet et særskilt udtræk, der samler forbruget brugt på alle Metas platforme, der udover Facebook og Instagram også tæller WhatsApp og Messenger, fra valget blev udskrevet den 5. oktober til og med den 31. oktober. 

Lige i hælene på den konservative partiformand finder man Pia Olsen Dyhr, partileder i SF, som har brugt 494.160 kroner fordelt på 279 annoncer. Søren Pape Poulsens økonomiske indsats under valgkampen er i kontrast fordelt på 59 annoncer. 

På de følgende pladser på top-tyve listen over politikere, der har brugt flest penge på personlige annoncer på Metas platforme, finder man statsminister Mette Frederiksen (S) efterfulgt af Alex Vanopslagh fra Liberal Alliance. De ligger med et personligt annonceforbrug på henholdsvis 287.987 kroner og 271.310 kroner på Metas platforme, hvor Facebook og Instagram er der, hvor politikerne fokuserer deres annonceforbrug. 

Om ensyvni

Bag hjemmesiden ensyvni.netlify.app står Mads Fuglsang Hove, der er researcher ved SDU, og Ekstern lektor på Institut for Statskundskab, KU.

Hjemmesiden og den bagvedliggende data indgår i et projekt på Digital Democracy Centre på Syddansk Universitet om microtargeting af vælgere i danske valgkampe.

Lige ude for top-tyve listen, der også tæller partileder Inger Støjberg fra Danmarksdemokraterne, Troels Lund Poulsen (V) og Pernille Vermund fra Nye Borgerlige, finder man Simon Kollerup, nuværende erhvervsminister fra Socialdemokratiet, der har et annonceforbrug under valgkampen på 79.473 kroner.

Løkke med et rundt 0

Forhenværende statsminister Lars Løkke Rasmussen, partiformand i Moderaterne, er slet ikke at finde på sitet 179.dk’s lister over de politikere, der har købt personlige annoncer på Metas platforme. 

Ifølge researcher Mads Fuglsang Hove, der står bag ovenstående hjemmeside, der er en del af et forskningsprojekt på Digital Democracy Centre på Syddansk Universitet, er dette korrekt, og understøttes af Facebooks Ads Library, der afslører, at Lars Løkke Rasmussen ikke har udgivet en personlig annonce på platformen siden den 8. januar 2021. 

Dette flugter også godt i forhold til de seneste tal som mediet Markedsføring har trukket fra politiskannoncering.dk, der viser, at Moderaterne samlet som parti har brugt 399.928 kroner på Facebook-annoncering, hvilket placerer dem blandt de partier, der har brugt færrest annoncekroner på platformen under valgkampen.

Top-20 over de politikere, der har brugt mest på Facebook-annoncering:

1. Søren Pape Poulsen, Det Konservative Folkeparti. 
Annonceforbrug: 524.370 kroner. 
Antal annoncer: 59

2. Pia Olsen Dyhr, SF.
Annonceforbrug: 494.160 kroner.
Antal annoncer: 279

3. Mette Frederiksen, Socialdemokratiet.
Annonceforbrug: 287.987 kroner.
Antal annoncer: 26

4. Alex Vanopslagh, Liberal Alliance.
Annonceforbrug: 271.310.5 kroner.
Antal annoncer: 79.

5. Troels Lund Poulsen, Venstre.
Annonceforbrug: 140.970 kroner.
Antal annoncer: 60

6. Inger Støjberg, Danmarksdemokraterne
Annonceforbrug:  135.000 kroner.

7. Marcus Knuth, Det Konservative Folkeparti.
Annonceforbrug:134.664 kroner.
Antal annoncer: 72

8. Jacob Mark, SF.
Annonceforbrug: 133.217 kroner.
Antal annoncer: 65

9. Pernille Vermund, Nye Borgerlige.
Annonceforbrug: 127.216 kroner.
Antal annoncer: 67

10. Mona Juul, Det Konservative Folkeparti.
Annonceforbrug: 120.989 kroner.
Antal annoncer: 22

11. Morten Dahlin, Venstre.
Annonceforbrug: 103.664 kroner.
Antal annoncer: 371

12. Lars Christian Lilleholt, Venstre.
Annonceforbrug: 99.730 kroner.
Antal annoncer: 240

13. Lars Boje Mathiesen, Nye Borgerlige.
Annonceforbrug: 96.335 kroner.
Antal annoncer: 29

14. Chris Preuss, Venstre.
Annonceforbrug: 93.471 kroner.
Antal annoncer: 58

15. Sophie Løhde, Venstre.
Annonceforbrug: 89.556 kroner.
Antal annoncer: 88

16. Michael Hertz, Moderaterne
Annonceforbrug: 88.192 kroner.
Antal annoncer: 15

17. Christoffer Buster Reinhardt, Det Konservative Folkeparti.
Annonceforbrug: 83.636 kroner.
Antal annoncer: 29

18. Britt Bager, Det Konservative Folkeparti.
Annonceforbrug: 82.364 kroner.
Antal annoncer: 72 

19. Ulrik Knudsen, Danmarksdemokraterne.
Annonceforbrug: 82.186 kroner.
Antal annoncer: 27

20. Karina Lorentzen Dehnhardt, SF.
Annonceforbrug: 80.161 kroner.
Antal annoncer: 77