Trusler om boykot har fået Doritos i Spanien til helt at afbryde samarbejdet med den transkønnede influencer Samantha Hudson.
Det skriver det amerikanske branchemedie AdAge.
Balladen har sine rødder i ni år gamle kommentarer fra Samantha Hudson, som for nylig begyndte at sprede sig via sociale medier fra højrefløjsbevægelsers konti som ”End Wokeness”.
Bevægelsen opfordrer til boykot af brandet på grund af tidligere udtalelser, men også på grund af en nyere Instagram-video fra Doritos med titlen ’Crunch Talks’. Den er dog senere taget ned, skriver AdAge.
Og nu har kritikken altså fået brandet til helt at afbryde samarbejdet.
Artiklen fortsætter under tweetet.
”Efter kampagnen startede, blev vi gjort opmærksomme på Samanthas slettede Tweets fra omkring 2015. Vi har afsluttet forholdet og stoppet al relateret kampagneaktivitet på grund af kommentarerne. Vi fordømmer kraftigt ord eller handlinger, der fremmer vold eller sexisme af enhver art,” lyder det ifølge AdAge i en erklæring fra Doritos.
Selv har Samantha Hudson taget til genmæle på X, hvor hun blandt andet skriver, at hendes tweets er ”taget ud af kontekst”.
Sagen er ikke det første eksempel på, at især amerikanske højrefløjskræfter skyder på brands, der samarbejder med transkønnede personer.
En af de mere omtalte var sagen om ølmærket Bud Light, der sidste år mødte voldsom kritik – ikke bare fra højrefløjen, men bredt – for sit samarbejde med Tik-Tok-kendissen Dylan Mulvaney.
En kritik, der ifølge mediet kostede brandet ”en hidtil uset salgsnedgang”.