7-Eleven er i luften med en ny, dansk kampagne, der skal understøtte Copenhagen Prides arbejde for bedre vilkår i LGBT-miljøet. Og den bygger på et overraskende twist af 7-Elevens ikoniske logo.

Kampagnen med titlen ”Let’s Change the Fact” bygger på tal og statistikker fra bl.a. organisationen Rainbow Europe og EU’s Agentur for Grundlæggende Rettigheder, og tallene er beregnet, så budskaberne spiller sammen med tallet 11.

Et budskab lyder for eksempel: ”fire ud af 11 LGBT+-personer har i løbet af det sidste år oplevet diskrimination på grund af deres seksuelle orientering.”

Convenience-kæden er opmærksom på, at en kampagne ikke i sig selv løser problemer. Men kæden ønsker at bruge logoet til at skabe opmærksomhed og som en opfordring til samtale. 

Element fra den nye 7-Eleven/Pride-kampagne. Foto: PR.

Og ifølge adm. direktør i 7-Eleven Danmark, Jesper Østergaard, handler det om at uddanne og oplyse.

”Når vi i år ændrer 7-Eleven logoet under Copenhagen Pride, er det for konkret at illustrere, at ændringer er nødvendige – det viser statistikker meget tydeligt,” siger han i en pressemeddelelse.

Bureau: Det handler om at skabe dialog

Bag kampagnens kreative udtryk står bureauet Brandhouse/Subsero, og her har man trodset den gængse opfattelse af, at man skal være meget varsom med at ændre på et brands logo – med mindre det handler om at introducere et nyt logo.

Typisk siger man jo, at det kan være risikabelt at pille ved et brands logo. Hvorfor har I valgt at gøre det her?

“Fordi det at sætte fokus på udfordringerne og behovet for uddannelse og oplysning var så vigtigt, at det gav mening at ændre i 7-Eleven’s navn og ikoniske logo til kampagnen,” skriver Jeppe Ritz, der er kreativ direktør på Brandhouse/Subsero, i en mail til Markedsføring.

Bureau og kunde har dog ikke kastet sig ud i at sætte logoet på spil uden overvejelser.

Og ifølge Jeppe Ritz har det handlet meget om at skabe dialog.

Element fra den nye 7-Eleven/Pride-kampagne. Foto: PR

“Vi har sammen med 7-Eleven selvfølgelig gjort os mange overvejelser, fordi det er et seriøst emne. Kampagnens formål er at skabe en platform for dialog, som der er behov for – og det håber vi også, den kommer til at bidrage med. Derfor valgte vi denne løsning,” lyder det fra Jeppe Ritz.

”Der skal være plads til alle”

7-Eleven har været officiel sponsor af Copenhagen Pride siden 2014.

Og selv om der ifølge parterne ”er meget at fejre”, når Priden i år tager hul på sin traditionsrige uge lørdag den 13. august, så viser tallene, at ”personer i LGBT-miljøet er langt mere udsatte end personer uden for miljøet, når det kommer til diskrimination, mental sundhed og mobning”. 

Statistikker viser ifølge parterne bag kampagnen for eksempel, at 6/11 (55 procent) af homoseksuelle ofte undlader at holde deres partner i hånden i det offentlige rum. 3/11 (28 procent) føler sig ensomme, og 2/11 (26 procent) har overvejet selvmord. 

Og selv om ingen forventer, at en kampagne i sig selv kan løse alle problemer, så mener Jesper Østergaard, at 7-Eleven kan bidrage til at skubbe holdninger.

”Vi er en stor virksomhed og til stede på tværs af landet og har titusindvis af folk igennem butikkerne dagligt. Vores kunder og ansatte udgør et bredt udsnit af befolkningen i forhold til køn, alder, seksuel orientering, kønsidentitet, kønsudtryk, religion og etnicitet – og der skal være plads til alle,” siger han i meddelelsen og tilføjer:

”Hos 7-Eleven håber vi, at vi med ”Let’s Change the Fact” kan bidrage yderligere til Copenhagen Prides store og værdifulde arbejde i Danmark.” 

Læs mere om kampagnen på Copenhagen Pride.