Maria Gry Henriksen bliver ny chef for Eksponering og Brugerkontakt i DR.

Det skriver DR.

Maria Gry Henriksen har en kandidat i økonomisk markedsføring fra CBS, og hun kommer til DR med en medie- og marketingfaglig baggrund fra OMD, TV3, Saxo, YouSee, DSB og TV 2 Marketing, hvor hun var medlem af chefgruppen.

Ifølge DR er man i organisationen ved at udvikle og tage nye værktøjer og kreative markedsføringsgreb i brug for at gøre danskerne opmærksomme på DR’s public service-indhold i en tid, hvor brugen af streaming vokser i et medielandskab domineret af kommercielle internationale aktører.

”DR er et af de stærkeste brands i Danmark, som det vil være en enorm drivkraft for mig at være med til at styrke og udbygge yderligere. Jeg brænder for public service og har altid betragtet DR som en virksomhed, hvor kærligheden til og forpligtelsen overfor danskerne og samfundet går hånd i hånd,” siger Maria Gry Henriksen.

I DSB var Maria Gry Henriksen Vice President Marketing, i YouSee bestred hun stillingen som marketingdirektør, og senest har hun været salgs- og marketingdirektør hos Saxo.