DR og Coop-kæderne Kvickly og SuperBrugsen går sammen om en stor julekampagne til fordel for Unicef. Det skriver Coop i en pressemeddelelse.

Det er med udgangspunkt i årets nye julekalender fra DR, Den Store Julefortælling, at man samler ind til Unicef.

Hovedpunktet i kampagnen er en række kort fra julekalenderen, som man kan samle i et album. Der bliver desuden annonceret for kampagnen i 280 Coop-butikker – og med placeringer i Kvickly og SuperBrugsens tilbudsaviser.

Helt konkret bliver der med kalender-kampagnen samlet ind til Unicefs arbejde i Rwanda, hvor pengene skal hjælpe med rent vand og sundhed målrettet børn.

”Rent vand og en vaccine kan være afgørende for et barns liv og sundhed. Med Børnenes U-landskalender er børn og familier i Danmark med til at gøre en helt konkret forskel for børn i Rwanda. Jeg er meget glad for, at Coop igen i år bakker op og er med til at få kalenderen ud til så mange danskere som muligt,” lyder reaktionen fra Susanne Dahl, der er generalsekretær for Unicef i Danmark, i pressemeddelelsen.

Hos Coop er marketingchef for SuperBrugsen og Kvickly, Annette Bramsen, stolt over samarbejdet om indsamlingen.

”DR’s julekalender har en helt speciel plads i den danske juletradition. Det er jule-TV, som både børn og voksne samles om i december. Og jeg er derfor rigtig glad for, at vi kan være med til at folde universet fra årets julefortælling ud i SuperBrugsen og Kvickly og dermed bidrage med et fysisk element. Børnene kan tage samlekortene med hjem, bytte med venner og fordybe sig i de små opgaver i samlealbummet. På den måde holder vi liv i universet, efter fjernsynet er slukket,” siger hun.