Det otte år gamle bureau Amaze Communication, der har specialiseret sig i influencer marketing, sociale medier og PR bliver en selvstændig kompetence i Brandhouse/Subsero-gruppen.

Det oplyser gruppens adm. direktør, Stiig Binggeli, i en mail til mediet Markedsføring.

Navnet på det nye bureau i gruppen er Brandhouse/Amaze, og ligesom med opkøbet af det digitale bureau Subsero i 2018, er der, ifølge Stiig Binggeli, tale om et opkøb, der skal ”styrke specialkompetencerne i gruppen”.

Han ønsker ikke at oplyse prisen for opkøbet, men er ikke i tvivl om betydningen af at indlemme Amazes kompetencer i gruppen:

”Amaze er et af de bedste specialbureauer, når det kommer til at skabe brand-PR og bruge influencere som brand-ambassadører. Og med Amaze ombord får vi desuden et endnu stærkere social media-team.”

”En naturlig vej”

Amaze Communications stifter og hidtidige ejer, Maiken Julia Lonka fortsætter som leder af Amaze, og fem medarbejdere følger med i alt.

“Vi glæder os til at videreudvikle vores speciale, men også til at kunne diskutere bredere med virksomhederne om deres brands og markedsføring. Jeg har i en længere periode ønsket at være en del af et set-up som Brandhouse/Subsero Gruppen med den spændende udvikling, de er inde i, så jeg ser vores aftale som en naturlig vej for begge bureauer og mig personligt,” skriver hun i mailen og tilføjer:

”Der er så mange synergier og spændende muligheder ved, at Amaze bliver en del af Brandhouse/Subsero. Det glæder jeg mig helt vildt til, at vores kunder skal opleve.”

Planen er ifølge Stiig Binggeli, at Amaze – eller Brandhouse/Amaze, som bureauet nu er døbt – flytter sammen med Brandhouse/Subsero på Østerbro i København start november.

Brandhouse/Subsero-gruppen tæller også Odense-selskabet Outhouse Production og Bessermachen Design, der holder til i Brandhouse-huset i København.