Det kreative bureau Another bliver i en handel købt af kommunikationsbureauet Mensch. Det fortæller Christina Tønnesen, Managing Partner i Mensch, til Markedsføring. 

”Vi er meget optimistiske. Tidspunktet for opkøbet er virkelig godt – og de to bureauer klæder hinanden. Vi har haft mulighed for at arbejde sammen tidligere, og derfor føler vi os også trygge i at samle kræfterne. Vi glæder os til at komme rigtigt i gang,” siger Christina Tønnesen.  

Opkøbet betyder, at to af Anothers medejere, Thorkild Bjerre og Maria Handberg, rykker over til Mensch. Den tredje medejer af Another, Morten Kjær, flytter til gengæld ikke med over i Mensch, men vil bidrage til bureauet på konsulentbasis. 

Ifølge Christina Tønnesen bliver ingen af Anothers medejere i første omgang partnere i Mensch i forbindelse med bureau-overtagelsen. 

”Der er ingen tvivl om, at når du får meget dygtige mennesker med ombord, så er det noget, vi taler om som et perspektiv. Men vi har et princip om, at der skal gå 12 måneder, før man blander blod økonomisk” siger hun. 

Kan du sige noget om, hvad det koster Mensch at overtage Another? 

”Det kan jeg selvfølgelig ikke sige. Men det er klart, at når noget har værdi, så koster det noget. Og gratis ting har ofte ikke så stor værdi, så vi har selvfølgelig betalt Another for den værdi, det repræsenterer. Selve overtagelsen har været en rigtig fin proces. Det er et godt at mærke, at vi kan finde ud af selv de mest besværlige ting sammen, som sådan et opkøb traditionelt er,” siger Christina Tønnesen. 

Afviser ikke flere opkøb

Christina Tønnesen mener, at der er et stort overlap mellem værdierne hos Mensch og Another, som gør overtagelsen oplagt. 

”Another repræsenterer seniorkompetencer, som altid har været det, vi er gået efter på Mensch. Så sammenlægningen forstærker noget, vi er i forvejen. Og Another har på samme måde som Mensch også udfordret status quo og brugt kommunikation på en måde, som vi finder rigtigt interessant,” siger hun. 

Imens Mensch i det seneste regnskabsår havde et årsresultat på 7 mio. kroner, havde Another et overskud for året på 419.000 kroner. 

Another er med andre ord et noget mindre bureau end Mensch. Men Christina Tønnesen ser et stort økonomisk og fagligt potentiale hos Another, som Mensch gerne vil være med til at forløse. 

”Der er ingen tvivl om, at de kan bidrage positivt, og vi glæder os til at udforske det potentiale, der er i Another. Det er ikke kun et spørgsmål om at koble en sidevogn på Mensch. De bliver fuldt integreret, og vi bliver en del af arbejdet med hinandens kunder. Ellers giver det ikke mening,” siger Christina Tønnesen, som fortæller, at Mensch og Another i lang tid har talt om at arbejde tættere sammen. 

”Vi har haft en dialog med Another igennem flere år. Et opkøb blev så pludselig mere aktuelt end tidligere, men det er ikke noget, vi først har vendt i 22’. Vi har også tidligere arbejdet fælles på et DSB-pitch, så vi kender hinandens kompetencer og styrker,” siger hun. 

Samtidig afviser hun ikke, at Mensch vil se på flere opkøb i fremtiden – uden at kunne komme nærmere ind på det. 

”I forhold til andre opkøb så er vi ikke afvisende,” siger hun. 

Glæder sig til at komme i gang

Du siger, at det er en styrke, at Another både har seniorkompetencer og kan udfordre status quo. Hvorfor er det godt? 

”Jo mere erfaring, du har, jo mere tryghed og sikkerhed kan vi give kunderne for, at når de kommer med en opgave, så har vi løst noget lignende mange gange før,” siger Christina Tønnesen, som tilføjer: 

”Det er bestemt ikke blevet nemmere for virksomheder at kommunikere med de forandringer der sker i samfundet, de krav, der er til transparens, og de politiske agendaer, der er blandes ind i det at drive virksomhed. Derfor fylder kommunikation mere og mere på direktionsgangen. Og det kræver dygtige rådgivere. Derfor har vi et princip om, at man skal have mindst 10 års erfaring for at sidde som rådgiver for vores kunder,” siger hun. 

Og hvorfor er det vigtigt, at Another kan udfordre status quo? 

”Det er DNA’et i en kreativ virksomhed. Kreativitet handler at sætte kendte størrelser sammen på en ny måde. Og jo dygtigere, du er til det, jo bedre løsninger og resultater kan du skabe. Kan du ikke udfordre det eksisterende, så laver man det tilsyneladende, og det giver ingen opmærksomhed,” siger hun. 

Lige nu glæder både Mensch og Another sig til at sætte gang i samarbejdet, fortæller Christina Tønnesen. 

”Jeg kender ingen mennesker, der ikke synes, at det er dejligt, at få flere dygtige folk omkring sig. Det er en glædelig nyhed for alle kollegerne på Mensch og vores kunder, der får flere dygtige kompetencer at trække på,” siger Christina Tønnesen. 

I en pressemeddelelse sendt af Mensch lyder det desuden fra Maria Handberg og Thorkild Bjerre fra Another, at de er glade for at slå pjalterne sammen med Mensch. 

”Vi synes mere end nogensinde, at der er behov for at tænke branchen og vores leverancer på en anden måde. Den tilgang deler vi med Mensch, så vi glæder os til at forene kræfterne om at lave kreativitet, der skaber forandring,” lyder det fra Thorkild Bjerre, imens Maria Handberg udtaler: 

”Vores kunder passer rigtig godt ind i den nye fælles portefølje. Og jeg ved, at de vil nyde godt af den nye konstellation, hvor vi fortsat vil arbejde for løsninger og kundepleje i verdensklasse – nu endda med endnu flere dygtige kollegaer, som vi kan trække på.”