Efter næsten 20 år har det danske, digitale bureau Vertic fået nye ejere.

Det er den Nasdaq-noterede, globale IT- og softwaregigant, Globant, der har købt det danske bureau for en ikke oplyst sum. Det oplyser parterne i en meddelelse.

Målet med opkøbet er ifølge Globant at konsolidere koncernens digitale marketingnetværk globalt og at etablere forretning i Danmark’. 

”Med Vertic vil Globant udbygge sit healtcare-tilbud til markedet, og kontoret i København vil fungere som et knudepunkt for at ekspandere til øvrige nordiske lande,” hedder det i meddelelsen.

Her siger Martín Migoya, medstifter og adm. direktør for Globant, blandt andet:

”En strategisk blanding af kreativitet og specifikt branchekendskab et must, hvis man vil vinde et marked i dag. Og netop det bibringer Vertic til Globant inden for en så lovende branche som LifeSciences”.

”En masse spændende muligheder”

Vertic blev etableret i 2002 af Sebastian Jespersen, som siden har været adm. direktør i bureauet – gennem de seneste mange år ud af New York.

Bureauet har leveret løsninger til brands som eksempelvis Eli Lilly, Biogen, Roche, SAP, Rockwool, Vestas, Microsoft og GE Healthcare og beskæftiger i dag omkring 50 personer fordelt på København og New York.

Om Vertic

  • Dansk digitalt bureau, grundlagt i 2002 af Sebastian Jespersen.
  • Har kontorer i København og New York
  • Beskæftiger 75 personer
  • Havde i 2021 er koncernresultat før skat på knapt 10 millioner kroner.

Kilder: Vertic og cvr.dk

Planen er, oplyser Sebastian Jespersen til Markedsføring, at Vertic-brandet videreføres og kommer til at står for den strategiske rådgivning i koncernen, at både kontorerne i København og New York fortsætter og bliver ’væsentlig styrket’ – og at både Sebastian Jespersen selv og resten af ledelsen fortsætter.

Det samme gælder bureauets teams, hedder det i meddelelsen.

Hvad kommer salget til at betyde for medarbejderne? 

”En masse spændende muligheder. Dels har Globant mange spændende kunder, som har brug for Vertics kompetencer, og dels vil Globant globale tilstedeværelse give mulighed for at arbejde mange spændende steder i verdenen,” skriver Sebastian Jespersen i en mail til Markedsføring.

Dybere tekniske kompetencer

Om baggrunden for at salget kom i stand, og om hvorfor han har valgt at sælge, skriver Sebastian Jespersen:

”Jeg mødtes med Globants CEO, Martin Migoya, gennem en fælles ven, og via en række samtaler begyndte tankerne at modnes omkring et køb. Globant repræsenterer mange af de samme værdier som Vertic, og jeg finder deres position i markedet utrolig interessant. Samtidig bliver vi stadig oftere spurgt af vores kunder om dybere tekniske kompetencer og en global tilstedeværelse. Det får vi nu sammen med Globant.”

Hvordan har du det med at sælge det, du har bygget op over så mange år?

Om Globant

  • IT- og softwarevirksomhed med aktiviteter i 20 lande.
  • Noteret på Nasdaq i New York.
  • Har 26.000+ ansatte.
  • På kundelisten finder man blandt andre Google, Electronic Arts og Disney.

Kilde: Globant og Vertic

”Det synes jeg er rigtig spændende, fordi Globant vil bruge Vertic og vores kompetencer til at ekspandere endnu kraftigere. Og dels virker det naturligt, fordi de to kulturer er så ens.”  

Vertic blev i det sene forår inkluderet som ét af 20 globale bureauer i Gartners Market Guide for Global Digital Agencies. 

Vertic er det eneste ikke-børsnoterede selskab i rapporten, og det betød en enorm interesse for selskabet og en stærkt stigende omsætning, oplyser Sebastian Jespersen.

Han ønsker ikke at oplyse, hvad Globant har betalt for Vertic, men siger, at det har været en ’lærerig proces’.

”Det er fortroligt. Men processen har lært mig, at man skal vælge ens rådgivere med omhu. Vi har haft nogle rådgivere, som virkelig har leveret værdi og desværre også én, som slet ikke leverede.”