Mediebureauet Orchestra har efter en pitch i efteråret vundet opgaven med at håndtere Royal Copenhagens danske mediaaktiviteter.

Det oplyser bureauet i en pressemeddelelse.

Royal Copenhagen, der snart kan fejre 250 års jubilæum, har siden 2012 været ejet af den finske Fiskars-koncern, der for nylig også købte et andet hæderkronet dansk designbrand, Georg Jensen.

Og Linda Gibson, Senior Marketing Manager, Royal Copenhagen, ser frem til samarbejdet med Orchestra.

“Vi synes, de gør sig mange spændende tanker om, hvordan Brand Marketing kan dokumenteres. Vi synes også, at Orchestra har en faglig tilgang til brand og taktisk marketing, som understøtter Royal Copenhagens egne ambitioner,” siger hun i meddelelsen.

Det aftalte budget for samarbejdet oplyses ikke, men Thomas Huniche Sterndorff, direktør og seniorpartner hos Orchestra, siger i meddelelsen, at ”Royal Copenhagen er på en ekstremt spændende brand- og e-commerce rejse”.

”Evnen til at navigere på både den korte og lange bane bliver den helt store opgave. Det er ligeledes dette, pitchen har haft sit fokus på, og her har Royal Copenhagen og vi fundet fælles fodslag om tilgang,” siger han og tilføjer:

”Vi er meget stolte af, at Royal Copenhagen har valgt os i et stærkt deltagerfelt af bureauer, og vi glæder os som dansk mediebureau til at arbejde sammen med et hæderkronet dansk design ikon.”

Parterne tager hul på samarbejdet i januar 2024.