Den tidligere fodboldspiller og nuværende fodboldekspert, Brian Laudrup, er blevet droppet af TV 2 og Politiken efter det i fredags kom frem, at han medvirker i et fremstød for det officielle turistkontor i Dubai.
VisitDubai promoverer storbyen Dubai i De Forenede Arabiske som det bedste sted at ophold sig under der forestående VM i Qatar, og Brian Laudrup er hovedperson med i en 5-minutters video, der ligger på VisitDubais hjemmeside. Her fortæller han om landholds-højdepunkter – og samtidig får han også rost omgivelserne med ord som ”amazing”.
I en artikel på TV 2 siger TV 2’s sportschef, Frederik Lauesen, at Brian Laudrups VisitDubai-optræden koster ham jobbet som ekspert-kommentater på kanalen.
”Vi er sammen med Brian Laudrup blevet enige om at stoppe samarbejdet, fordi det ikke er foreneligt med den kampagne, han deltager i lige nu,” siger Frederik Lauesen.
Baggrunden er, at De Forenede Arabiske Emirater, ligesom Qatar, løbende fået massiv kritik for forbryde sig mod menneskerettighederne, men prøver at skabe sig et bedre renommé blandt andet gennem sportsbegivenheder; såkaldt “sportswashing”.
“Fantastisk eksempel” på sportswashing
”I en tid, hvor vi dagligt diskuterer sportswashing, er det her et fantastisk eksempel” skriver Stanis Elsborg på Twitter. Han er senioranalytiker hos Play the Game – et initiativ under Idrættens Analyseinstitut, der arbejder for ytringsfrihed og demokrati i international sport.
Også dagbladet Politiken har valgt at stoppe deres samarbejde med Brian Laudrup, podcasten Brian Og Bolden, på grund af VisitDubai-videoen.
”I en situation, hvor han reklamerer for VM i Qatar via Visit Dubai, er det for uforeneligt med vores standarder for kritisk og uafhængig journalistik,” siger avisens chefredaktør Amalie Kestler i en artikel i Politiken.
Til BT har Brian Laudrup været ude og forsvare sig.
”Som de fleste i vores del af verden, synes jeg selvfølgelig også, at vi mennesker skal behandle hinanden ordentligt – ingen tvivl om det. Til slut vil jeg sige, at jeg synes, jeg støtter fodbolden mere end noget andet,” lyder det blandt andet fra Brian Laudrup.