I slutningen af 2021 overtog Publicis Elgigantens nordiske marketingkontrakt, og nu er de klar til at rulle første brandplatform ud.
Den skal sætte kunde og medarbejder i centrum på samme tid og giver Elgigantens medarbejdere en rolle. De skal nemlig agere matchmakers ved at efterleve den nye tagline: “Vi finder en løsning”.
”Mennesker er ikke ens. Det er produkter heller ikke. At finde det rette match mellem mennesker og produkter kræver, at vi forstår at stille de rette spørgsmål – og at vi forstår at lytte omhyggeligt til vores kunder,” skriver Elgigantens Head of Marketing, Jimmi Frederiksen, i en pressemeddelelse og tilføjer senere:
“Hvad end behovet er, så er det vores fornemmeste opgave at lytte til vores kunder og matche dem med de helt rette produkter. Det er præcis, hvad vi forsøger at vise med vores nye kampagne, som allerede nu kan opleves på TV, i radioen, i bybilledet og digitalt.”
Den nye platform udrulles løbende over de næste to år i Danmark, Sverige, Norge og Finland. Der er afsat et tocifret millionbeløb til eksekvering.