Energiselskabet Energi+ har fået endnu et rap over fingrene af Forbrugerombudsmanden.

For to år siden fik selskabet en bøde på 850.000 kroner for blandt andet ulovligt telefonsalg, og nu slår Forbrugerombudsmanden ned på manglende oplysninger om månedlige gebyrer.

Konkret har selskabet, ifølge en pressemeddelelse fra Forbrugerombudsmanden, undladt at oplyse forbrugere klart og forståeligt om et månedligt gebyr på 33,34 kroner. 

Forbrugerombudsmanden vurderer, at måden, som Energi+ oplyste om sine priser på hjemmesiden, var egnet til at give forbrugerne indtryk af, at der ikke ville være andre tillæg end dem, som var fremhævet på hjemmesiden. 

Den manglende oplysning om det månedlige gebyr vildledte forbrugere og udgjorde en overtrædelse af markedsføringsloven, vurderer Forbrugerombudsmanden.

Priser stod ikke, hvor de skulle

Sagen vedrører tre elprodukter – Strøm+, Strøm+39 og Strøm+ Fastpris – som Energi+ har markedsført på sin hjemmeside. 

Forbrugerne kunne læse om de tre elprodukter på hjemmesidens forside og på en kampagneside, men hverken på selskabets forside eller på kampagnesiden kunne man finde oplysningen om det månedlige såkaldte ”certificerings- og servicebidrag”.

Energi + tilføjede siden oplysningen efter henvendelse fra Forbrugerombudsmanden, men fortsat ikke ”i umiddelbar tilknytning til de øvrige prisoplysninger”.

Den manglende oplysning er derfor en overtrædelse af markedsføringsloven, lyder vurderingen.

Forbrugerombudsmand Torben Jensen udtaler i pressemeddelelsen:

”Når forbrugerne vælger, hvilket elprodukt de ønsker, skal de have en klar og let forståelig information om, hvad produktet koster. Det gælder alle tillæg og gebyrer, som forbrugerne må betale for at få leveret el. Virksomheden skal oplyse om produktets pris, så forbrugerne ikke vildledes og træffer en købsbeslutning på et forkert eller uoplyst grundlag.”

Mange forskellige selskaber

Markedsføring har forsøgt at kontakte Energi+ for en kommentar til politianmeldelsen.

Energi+’ hjemmeside står der, at Energi+ pr. 28. december 2025 har overdraget alle el- samt gasaftaler til selskabet B.energy. 

Et opkald til det oplyste telefonnummer på B.energys hjemmeside giver imidlertid ikke noget resultat, og en mail til B.energys presseansvarlige kommer retur med besked om, at domænet ikke findes.

En søgning på cvr-nummer viser, at B.energy i dag er en del af et andet energiselskab ved navn Velkommen.

Selve det juridiske selskab Energi+ ejes dog ifølge cvr.dk af virksomheden Grow Energy International Holding.

Markedsføring har forsøgt at kontakte Grow Energy-direktør Magnus Phister Ritter for en kommentar til politianmeldelsen.