Dansk Industri får ny kvinde i rollen som marketingchef og chef for digital kommunikation.
Charlotte Straby starter i rollen i dag, torsdag den 19. februar. Det skriver Dansk Industri i en mail til Markedsføring.
Hun kommer til efter en lang karriere på 17 år i PwC, hvor hun senest har været digital marketing director.
“I DI arbejder vi for at gøre det danske erhvervsliv til det bedste i verden. Når vi vil det, så skal vi også konstant forny os selv i den måde vi arbejder med moderne kommunikation, marketing, digitalisering og fokus på medlemmerne. Vi er derfor enormt glade for, at kunne tiltrække os en profil som Charlotte, der er en erfaren, dygtig leder, der netop formår at kombinere erfaringen fra en viden- og relationsvirksomhed med professionalisering i samarbejde på tværs af organisationen,” lyder det i mailen fra Didrik A. Fjeldstad, der er director for brand, marketing og loyalty i DI.
Charlotte Straby glæder sig til en ny udfordring efter mange år i PwC.
“Jeg har været enormt glad for min tid i PwC, men da Dansk Industri kontaktede mig med denne udfordring, kunne jeg ikke sige nej. Lige nu er erhvervslivets plads i samfundet måske vigtigere end nogensinde, og jeg glæder mig derfor meget til at kunne bringe mine kompetencer i spil i en organisation, der i den grad gør en forskel som samfundsaktør. Jeg elsker at arbejde med dygtige mennesker og at sætte marketing i spil strategisk – og det får jeg nu mulighed for i DI,” udtaler hun.