Selskabet M2 Group, der blandt andet producerer reklamefilm, branded content og animationer, er lykkedes med at vende et underskud til et overskud.
I 2020 var resultatet før skat på minus 4.204.644 kroner. Året efter lød resultatet før skat på et overskud på 5.392.454. Det oplyser M2 Group i en pressemeddelelse.
Ifølge selskabet skal grunden til overskuddet findes i en markant vækst i opgaver og medarbejderstab samt ændringer i forretningsfokusset.
Nøgletal for M2 Groups 2021 regnskab:
2021:
Bruttofortjeneste: 40.194.680
Resultat før skat: 5.392.454
Årets resultat: 4.046.343
Egenkapital: 47.361.484
2020:
Bruttofortjeneste: 36.263.043
Resultat før skat: -4.204.644
Årets resultat: -4.304.444
Egenkapital:43.215.506
Kilde: Erhvervsstyrelsen
”Det er tydeligt, at vores store spændvidde indenfor såvel live-action, motion graphic, versionering, samt vores animationsprojekter gør M2 til en attraktiv samarbejdspartner for virksomheder, der gerne vil handle ét sted,” skriver Carsten Bedsted Pedersen, der er direktør for operations hos M2 Group, i meddelelsen og tilføjer:
“Vi er især glade for i stigende grad at blive involveret i projekter af meget forskellige type og størrelse, da opgaven i det seneste år netop har været at udbygge og styrke selskabets relevans over for såvel store som små virksomheder i markedet.“
M2 Group består af M2 Film, M2 Entertainment, Duckling og M2 Animation.
“Et uforløst potentiale”
Fremadrettet vil M2 Group fokusere endnu mere på kommunikation.
Det afspejlede sig senest ved ansættelsen af Anders Tranæs som direktør med ansvar for strategi og kommunikation. Han fortæller i pressemeddelelsen, at markedet som aldrig før efterspørger levende billeder til online platforme.
”I et konkurrencepræget marked, hvor kundernes behov og fokus i stigende grad er på det strategiske, kreative og filmiske indhold, står M2 stærkt med sine mangeårige erfaringer og med et stort uforløst potentiale,” skriver Anders Tranæs videre.
En stor grund til, at det er lykkedes at vende skuden, skal også findes hos det nu selvstændige datterselskab M2 Animation, der er gået fra at betjene én global kunde til at have flere internationale kunder som Apple og Disney.
Derfor har man etableret kontor i Indiens største by Mumbai, så man nu har medarbejdere fordelt på byerne Aarhus, Bangkok, Mumbai og Los Angeles.
“Den kraftige vækst i M2 Animation har gjort det nødvendigt at ekspandere produktionen, vi har valgt at etablere et nyt kontor i Mumbai, hvor der er væsentlig større adgang til talent – som er vigtig, når vi skal skalere produktionen op og tilpasses vores projekter,” fortæller M2 Animations administrerende direktør, Torsten Jakobsen.
Næste skridt er ifølge selskabet af producere egne tv-serier, som de i det seneste år har investeret millioner af kroner i udviklingen af.