Den japanske afdeling af Warner Bros har rettet en kraftig kritik af moderselskabets brug af termen ”Barbenheimer”, som de mener er respektløs i forhold til landets historie med atomangreb og hundredetusinder af dødsfald til følge.
Det skriver Resume.
Meme-fænomenet ‘Barbenheimer’ opstod efter det stod klart, at den pink Barbie-film ville have verdenspremiere samme dag som den dystre udgivelse Oppenheimer – om manden bag atombomben.
Siden da er internettet eksploderet i Barbenheimer-memes, og Ifølge New York Times har den officielle Barbie-konto på X (det tidligere Twitter, red.) opmuntret til brug af termen og dyrket den ’mash-up markedsføring’ som mikset af de to film har skabt.
Ifølge Resume har folkene bag Warner Bros’ Barbie-konto også reageret positivt på makabre billedposts, som brugere har postet i kontoens kommentarspor.
Blandt andet på et billede hvor Barbie poserer med afklippet hår og en atombombe, har Barbie-kontoen kommenteret med ”This Ken is a stylist”, skriver mediet.
Moderselskabet undskylder
Sideløbende med kritikken fra Den japanske gren af Warner Bros er hashtagget #NoBarbenheimer begyndt at spredes på det Japanske X, Skriver New York Times.
Selvom Barbenheimer er et fænomen, der er opstået af sig selv på nettet, kræver Warner Bros’ japanske afdeling, at virksomheden træffer “hensigtsmæssige foranstaltninger” mod udbredelsen.
Ifølge Resume har Warner Bros-moderselskabet taget de omtalte posts ned og har undskyldt for sin ufølsomme opførsel på SoMe.
Barbiefilmen har endnu ikke haft premiere i Japan, og det er uvist om Oppenheimer overhovedet bliver lanceret i landet.