Turister kan være nogle genstridige størrelser, hvis de først har fundet et sted, de kan lide.

Det viste Spies danskerne for 20 år siden med konceptet ‘Ferier, du ikke vil hjem fra’ – men problemet er tilsyneladende også stort, selv om der ‘kun’ er tale om en stopover-destination.

I hvert fald er flyselskabet Icelandair netop gået i luften med en ny online- og social media-kampagne med titlen “The Polite Tourist Bouncer”, som med et skævt og humoristisk twist synliggør udfordringen.

Kampagnen er skabt i samarbejde med social media-bureauet KubbCo og det kreative bureau Hvíta Húsið, og den spiller på Islands mange tilbud til turister, der er på ’stopover’ mellem Europa og USA.

Hovedpersonen i filmen, der er bygget op som en slags pseudo-dokumentar, hedder Hugi, og han har som ’tourist bouncer’ til opgave at sørge for, at stopover-turisterne kommer sikkert videre til deres ende-destination.

Det viser sig dog undervejs at være lettere sagt end gjort.

”The Polite Tourist Boucer” følger op på Icelandairs globale marketingkampagne ”Easy to stop, hard to leave”, som blev lanceret tidligere i år, og kommunikationen om ’stopovers’ er en vigtig del af brandets forretningsmodel, siger Icelandairs Marketing Director, Gísli Brynjólfsson, i en pressemeddelelse.

”Vi vil gerne gøre noget, som ofte blot ses som en normal del af en rejse til en uforglemmelig, once-in-a-lifetime-del af oplevelsen,” siger han. 

Emils Lukasevics, der er Chief Creative Director på Kubbco, siger, at projektet og Hugi ’tapper ind Islands elskelige og varme atmosfære’.

”Og jeg synes, vi har skabt en fed social first-kampagne, som jeg tror, vil engagere og få folk til at dele,” siger han i meddelelsen og tilføjer:

”Jeg synes også, det er fantastisk at se et brand som Icelandair omfavne social-first kampagner i stedet for at lave cut downs af TV-reklamer, som man ofte ser.”

Næste del af kampagnen er allerede i støbeskeen, oplyser Icelandair. Den hedder “The Returning Stopover Tourist” og lanceres i starten af 2024 – igen i samarbejde med KubbCo.

Se filmen her.